Shame

’Shame’ er den smukkeste og mest modbydelige film i år.

Der er film, du nyder. Film du griner til, græder til, smiler af eller som skræmmer dig. Og så er der film, du ikke kan ryste af dig igen. Film som ’Shame’.

Den er ikke kun uafrystelig, fordi Carey Mulligan og Michael Fassbender leverer fuldstændig formidable præstationer. Uafrystelig er den også, fordi den graver i den menneskelige psyke og stiller spørgsmål. Er afhængighed af sex så slemt som at være afhængig af stoffer eller alkohol? Hvad gør man som familie og kolleger? Blander sig, eller blander sig uden om?

’Shame’ er stærk tobak. Og emnet er gravalvorligt. Brandon (Fassbender) bor i en lille lejlighed i New York. Han er i konsulentbranchen, men arbejdet interesserer ham ikke. Han fokuserer kun på næste udløsning. Han gokker den af om morgenen i badet og lige efter frokost på firmaets toilet. Han har private sexduller på videochatten, og han betaler gerne kvinder for sex om aftenen. Hans liv er indrettet efter det.

Men hans rutiner bliver rystet af to ting. Hans krævende søster (Mulligan) vil overnatte i nogen tid, fordi hun skal synge et par koncerter. Og han forsøger at få et rigtigt forhold til en kvinde.

’Shame’ er billedskøn og formår at reducere Michael Fassbender til rent instinkt. Hans pumpende ribben midt i akten får hans krop til at minde om et dyr eller neandertaler, der er styret af drift. Filmen er ikke for bornerte typer. Der er sex i rå mængder og så hamrende rørende skuespil, at man skiftevis holder sig for øjnene og sidder med en klump i halsen.

Særligt én episode skal her hyldes: Mulligan synger en jazzet version af ’New York, New York’ på en natklub, og hendes bror viser endelig følelser, og kan ikke holde tårerne tilbage. Det vidner om et så stort overskud rent filmisk, at man fattes ord.

’Shame’ giver ordet billedkunst en helt ny mening. Steve McQueen – lav nogle flere film, tak!