Somewhere

Filmstjernen Johnny Marco lever det udsvævende, syntetiske og overseksualiserede stjerneliv med plastikromancer i spandevis og permanent indlogering på legendariske Chateau Marmot – det mondæne hotel og partycentrum på Sunset Blvd i Hollywood.

Men da hans 11-årige datter Cleo pludselig overlades til ham i en længere periode begynder Johnny langsomt at få jordforbindelse.

Manusforfatter og instruktør Sofia Coppola giver os et realistisk og til tider humoristisk indblik i undersiden af overfladelivet i Hollywood med fest, stimulanser, sex, black outs... og tømmermænd. En weekendløs drifter-tilværelse uden holdepunkter hvor penge aldrig er et problem og den endeløse række af dage styres af en manager.

I en højlydt tilværelse som denne er det stilheden, der larmer mest. Hvad gør et liv værd at leve? Skal man som menneske have en mening med livet og hvor(dan) finder man den?

Coppola er tilbage i sit rette element som low-key historiefortæller med independent gefühl. Ved simpel kameraføring og lange zooms skaber hun nogle helt specielle stemninger som giver en dyb indsigt i personerne, idet karaktererne bare får lov at være i øjeblikket og sammen skabe en ægte, realtime samhørighed.

Instruktørens vision er klar og scenerne styres med sikker hånd, men de får samtidigt lov at udfolde sig og forceres ikke. Instruktionsformen sætter stor lid til skuespillerne, der i ’Somewhere’ løfter opgaven på smukkeste og mest charmerende vis.

Stephen Dorff er genial i rollen som Johnny både af udseende, komplekser og væremåde. Der ligger mange faldgruber gemt i en rolle som denne og han undgår dem alle. Som datteren er Elle Fanning, lillesøster til og måske arvtager efter tidligere barnestjerne Dakota Fanning, i sin fremtoning dejlig og ganske uimponeret over sin fars succes og giver liv til en sjældenhed i Hollywood – et uspoleret barn.

Det kan mærkes at Coppola tror på ”the power of observation” og lader sit publikum få det virkelige indblik derigennem. Er du aktiv som publikum og lægger mærke til detaljerne, er der masser af finesser at hente, men du skal kunne acceptere det langsomme tempo og at du ikke får alt serveret på et sølvfad.

Forvent ikke en ny 'Lost in Translation', men glæd dig blandt andet til poledanser-”tvillingerne” og det absolut lækre soundtrack af Phoenix.