Toves værelse

Hvem er bange for Tove Ditlevsen? Hun skånede ingen – hverken sig selv eller os – i sine hudløst ærlige fortællinger. Fiktion og fakta smeltede sammen i forfatterskabet, og virkeligheden var ofte præget af hendes trang til selviscenesættelse. For der var meget at være utryg ved. 

At iscenesætte Tove Ditlevsens liv er svært, for hun var et paradoks af format. Så stærk og så sørgelig, så skarp og så sart – antiteserne i hendes liv var oftest så mægtige at den kompromisløse tour de force længe pegede mod følelsesmæssig deroute. 

Det er her dramatiker Jakob Weis og instruktør Vibeke Wrede slår ned i ’Toves værelse’. På kanten af vanviddet. Hang til sprut og cigaretter, afhængig af stoffer. Langvarig skriveblokering, der medfører at dramaet skal ud på anden vis. Og det sker i fuld potens gennem det sidste ægteskab med Victor Andreasen, magtfuld chefredaktør på Ekstra Bladet.

En af de centrale replikker handler om kærlighedens ret til at gøre fortræd, fra det korte nøgleværk ’Gift’ (1971), og det gør de så sandelig her. Fortærer og forløser, som i de klassiske had-kærlighedsforhold. Har man set Østre Gasværks 2008-version af mesterværket ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’ kan man ikke undgå at se lighederne i første akts dagligstue hvor naturmetaforerne trænger ind. Og så var det også Paprika Steen og Lars Brygmann som råskældende ægtepar.

De står distancen som Tove og Victor, selvom den fysiske fremtoning især i Paprikas tilfælde er markant anderledes. Men Paprika er alligevel en forrygende Tove-karakter fuld af revsende facetter, der trækker på mange års selviscenesættelse – ikke mindst da anden akts psykiatriske hospital sætter en ny stemning og retning. 

Med afsæt i den sidste roman ’Vilhelms værelse’ (1975) prikkes her til ideen om Ditlevsen som en af de første danske forfattere indenfor autofiktion. Først med mandens/redaktørens kritik: ”Du udleverer dig selv, sådan er det at være kunstner. Det eneste utroværdige er at hun ikke begår selvmord til sidst.” Og så med vennens/forfatterspejlets støtte: ”Døden er altid en dårlig ide. Der er et liv derude, og folk elsker dig.”

Vennen er Klaus Rifbjerg, der i Andreas Jebros skikkelse virker noget ung og svag i forhold til hans konfrontationsmodernisme, der netop fornyede dansk hverdagslyrik med egne erfaringer. Især sært fordi Weis ifølge forestillingsprogrammet har haft forberedende samtaler med Rifbjerg, som også læste manuskriptet inden hans død for et års tid siden.

Weis er en sand ordekvilibrist, men han er klart bedst til de skarpe, spydige replikker, så man vil huske forestillingen mest for de ægteskabelige grovbidder. For selvom Weis har digtet frit imellem de kendte historier om utroskab, drukturen til Norge og De Gyldne Laurbær-festen, så har historien en vis forudsigelighed, hvis man kender lidt til forfatterikonets liv.

’Toves værelse’ er barsk hverdagskost, som Ditlevsen kæmpede med hele sit liv. Man mærker smerten konstant, og selvom temperamentet flyver højt og heftig, er der øjeblikke af sårbarhed, hvor man lige præcis når at tænke, at det i virkeligheden nok mest er Tove selv, der er bange for Ditlevsen. Til sidst var der ingen illusioner tilbage, intet mere at fortælle, og den afsindige trang til flugt pressede sig igen på.