Tyrannosaur

Instruktøren maler et gråt, men interessant billede af et kritisk samfund, hvor menneskene er overladt til sig selv, og hvor individuel frigørelse samt mobilisering er en by i Rusland.

Alligevel er britiske ’Tyrannosaur’ en rørende film om to mennesker som finder hinanden. Den alkoholiserede Joseph (Peter Mullan) og den kristne Hannah (Olivia Colman) udvikler et bemærkelsesværdigt venskab på trods af klasseskel og modstridende personligheder. Det sker dog ikke ved første øjekast, da deres tilværelse er domineret af vrede og vold.

Joseph mistede sin kone fem år forinden, og hans aggressive adfærd vokser dag for dag. Han anser Hannah for et naivt bløddyr, som ikke ved, hvad den virkelige verden går ud på. Han tager dog gruelig fejl, for Hannah lider under hendes mands (Eddie Marsan) misbrug og kan næsten ikke få luft i forstadsvillaen.

Da det går op for Joseph, hvilken terror Hannah udsættes for, er det for sent for ham at gribe ind. Hannah, som symboliserer det gode i mennesket (tilgivelse, medmenneskelighed og kærlighed) ender nemlig med at svigte disse dyrebare kvaliteter. Simpelthen for at overleve.

Hun er et glimrende eksempel på, at selv de uskyldige må bukke under for hævn og afmagt.

Pessimismen forsøges lettet gennem følelsesladede montager med sentimental musik. Det virker dog som en lidt påtaget effekt, og i stedet ville man ønske, at det opløftende og humoristiske var skrevet ind i dialogen.

Samtidig nørkler en lang række hårdtpumpede jumpcuts for meget med den tragiske situation, som simpelthen bare skulle have været overladt til det fremragende skuespil.

Den socialrealistiske genre eller groteske realisme, om man vil, tager som bekendt udgangspunkt i de psykisk svage individers problemer. Og det gør den prisvindende skuespiller/forfatter/musiker Paddy Considine, trods alt, virkelig godt i sin instruktørdebut.

Vold avler vold, og afmagt lader det gå ud over både dyr og mennesker i ’Tyrannosaur’.

Til sidst får den onde cirkel dog får et nyrespark, men den slås ikke i stykker, og du vil gå fra biografen med følelserne uden på tøjet. Jeg foreslår et lommetørklæde ved hånden, da det kan blive nyttigt inden for filmens første halvandet minut.