War Horse

Der er filmskabere. Og så er der Steven Spielberg. En gudbenådet filmsnedker, der kan orkestrere en fortælling som ingen anden. Han kan besjæle landskaber og ansigter, så hjertet sidder oppe i halsen og danner en blød, vibrerende klump.

’War Horse’ er klassisk amerikansk filmkunst. Devons ærkeengelske bløde bakker bølger grønt og solbeskinnet gyldne som messing-sektionen i John Williams’ score. Det er svulstigt, sentimentalt og på sin vis tilfredsstillende.

Mænd er djærve og som regel gode nok på bunden, og kvinderne (Emily Watson) er stoiske og vise, i det omfang de er med. Og hestene er trofaste og ikke mindst heroiske.

Filmen handler om venskabet mellem en ung mand (debutanten Jeremy Irvine) og hans hest, om at blive og være en mand, overvinde det umulige og bevare håbet, når alt håb synes tabt. Hvad enten det drejer sig om at beholde den elendige gamle gård på trods af den hovne herremand, bekæmpe tysken eller at forenes med et helt enestående firbenet dyr.

Glimrende historie og meget effektivt fortalt. Skuespillerne (og hurra for Nicolas Bro!) og ikke mindst hestene er fænomenale, krigsscenerne monumentale og dundrende. Og altid med det menneskelige i fokus.

Selve billedarbejdet er smukt, nok også for smukt. Denne anmelder havde det noget svært ved belysningen visse steder, fordi den blev for sødlig og for kunstig.

Der er ikke en finger at sætte på denne film, bortset fra man måske føler, at man som publikum selv bliver spillet på. Følelser og stemninger bygges op, man bevæges, næsten mod sin vilje. Der er ikke plads til at ånde og tænke selv, mens mesteren bygger det ene imponerende sætstykke op efter det andet og udruller skæbnerne, så ikke et øje er tørt.

Steven Spielberg er uforlignelig. Men film har flyttet sig, siden han satte nye standarder for fortællekunst og skabte film, der i dag er klassikere både indenfor og udenfor deres respektive genrer. Han allierer sig i denne odyssé af en krigshestefilm med gamle legekammerater fra sine tidligere film, og det behøvede han måske ikke.

For det betyder desværre også, at selv når Spielberg er i fineste form, og det er han ved den sødeste grød her, så er det følelsen af solidt håndværk, der rammer alle de rigtige toner, der sidder i en. Og ikke en ny verden.

Men det kan måske også være godt nok. Skal det være klassisk krig, så lad det blive denne.