pixel

Alle byens brogader bliver bilfrie

Med en politisk kovending vil overborgmester Sophie Hæstorp Andersen nu alligevel have begrænset bilismen i byen.

vesterbrogade bilfri

Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade.

De er byens historiske arterier — og i dag er de alle fire travle bilgader. Men dét vil der snart blive lavet om på.

I en historisk aftale er fire af rådhusets partier nemlig blevet enige om, at de fire brogader allerede inden udgangen af 2025 skal være lavet om til gå- og cykelgader med fokus på træer, byliv og blød trafik.

Tre af partierne — Enhedslisten, Alternativet og SF — har igennem flere år arbejdet for en reduktion af bilismen i København, men de tre partier sidder tilsammen kun på 23 af Borgerrepræsentationens taburetter, og dermed på knap 42%.

I kulisserne har der dog internt i Socialdemokratiet tilsyneladende været sjæleransagelse, siden det seneste kommunalvalg, der per 1. januar 2022 sammensatte den nuværende borgerrepræsentation.

Således er også byens overborgmester-parti en del af den nye aftale, der dermed har et solidt flertal på 60% bag sig.

Og dermed kan man se frem til en ganske anderledes fremtid på byens fire brogader.

Folk må jo tro, at vi er løgnere

Det er ellers kun godt et halvt år siden, at Sophie Hæstorp Andersen (S) opgav sit eget og Socialdemokratiets valgløfte om at fjerne 1/3 af alle byens P-pladser på gaden inden udgangen af 2025.

Det var "for voldsomt", sagde overborgmesteren ved den lejlighed og affærdigede dermed sit eget forslag som værende urealistisk.

Men til Magasinet KBH siger Hæstorp nu:

»Ja, vi måtte trække i land sidste år, men jeg er ikke blind over for, hvordan dét må se ud udadtil. Folk må jo tro, at enten løj Socialdemokratiet for vælgerne op til valget — eller også at vi ikke er kompetente nok til at vurdere realismen i vores egen politik.«

Og netop derfor er overborgmesteren gået med i aftalen med Enhedslisten, SF og Alternativet.

»Nu gør vi så det her i stedet, så vi kan vise vælgerne, at vi tager både byen og vores egne valgløfter alvorligt. At man kan stole på os. Vi kan jo ikke bare fremlægge så ambitiøs en plan for byens fremtid op til et valg, og så opgive alt om den efterfølgende.«

Hæstorp griner lidt nervøst i den anden ende af røret og tilføjer så: »Nej, hold op. Vælgerne ville jo stoppe med at tage mig og Socialdemokratiet seriøst. Jeg ville dårligt kunne tage mig selv seriøst længere. Og det kan vi jo ikke have.«

Eksotiske træer

Der er da også sammenhæng mellem de nye planer og de ord Hæstorp brugte, da hun i september 2022 opgave løftet om af fjerne parkering. Dengang sagde Hæstorp, at der var en klar mening med planerne om at fjerne P-pladser fra overfladen:

»Målet var at skabe grønnere byrum og mere plads til københavnerne,« skrev hun i en kronik i Berlingske.

Og det er netop dét, som de fire partier nu vil gøre på brogaderne: Altså skabe mere grønt og mere plads til københavnerne.

Detaljerne er endnu ikke på plads, men centralt på gaderne vil der ifølge de første visioner komme brede, dobbeltrettede cykelstier, som flankeres af brede gå- og opholdszoner. Her skal der plantes træer og andet grønt — og være plads til bænke, udeservering, nybyggede pavilloner og aktiviter som f.eks. loppemarkeder og petanque.

Med inspiration fra Forstbotanisk Have i Charlottenlund vil man plante eksotiske træsorter, der i overvejende grad er stedsegrønnne og som derfor vil skabe meget grønnere byrum — 365 dage om året.

Varekørsel og beboerkørsel med aflæsning vil være tilladt i formiddagstimerne — men ellers vil brogaderne blive bilfrie miljøer.

»I dag er der en helt vanvittig fordeling af pladsen på gaderne nogle steder i byen,« siger Hæstorp Andersen og fortsætter:

»Tag Vesterbrogade tæt ved Føtex. Her er en relativt behersket mængde biltrafik, men der er bilbaner i begge retninger, svingbane og busbane, mens hundreder af fodgængere må kæmpe om de mikro-smalle fortove. Det giver ingen mening, og nu gør vi noget ved det. Det skal være en anden og bedre oplevelse at være Københavner fremover.«

I byen er der andre spilleregler

Men hvad med trafikken, vil Magasinet KBH vide. Socialdemokratiet har ofte argumenteret for, at det er nødvendigt med gode forhold for bilismen — og har meget ofte stemt imod forslag der skulle reducere den.

I forbindelse med sin opgivelse af sit eget valgløfte skrev Hæstorp blandt andet, at "hverdagen skal hænge sammen for københavnere, der har brug for en bil og en lettere adgang til parkeringspladser."

»Ja, og vi er jo ikke ved helt at afvikle bilismen, så det mener jeg bestemt også, at den stadig vil gøre med det her tiltag,« siger hun i dag og fortsætter:

»Men vi må også bare erkende, at det kun er ca. 25% af de voksne københavnere, der ejer en bil — og at mange af dem er regulære weekendbiler, der bare står parkeret det meste af tiden. Vores opgave som politikere er at tage hånd om alle beboernes interesser, og det gør vi ikke med så meget plads til bilisme i en by, hvor man reelt ikke ejer så mange biler.«

Tilsyneladende har et regulært paradigmeskifte fået fat i borgmesteren, der så sent som i 2021 fortalte om sin BMW i et podcast-interview med Berlingske. I hvert fald siger hun nu:

»Der er noget, der hedder fordampningseffekten. Når man reducerer pladsen til bilismen, så fordamper noget af den til fordel for andre transportformer. Og med tanke på kommunens fokus på mere cyklisme — og den fine nye metro — så er det på sin plads, at vi nu får noget af bilismen til at fordampe.«

Men vil det ikke skabe et ramaskrig fra den bil-ejende del af byen?

»Jo, til at starte med måske. Men jeg er overbevist om, at når de først oplever en transformeret, grøn by, der både er blevet smukkere og mere behagelig at bevæge sig rundt i, så vil de ikke have det mindste lille ønske om at gå tilbage til dagens forhold,« udtaler Hæstorp og siger videre:

»Og så er jeg måske også ved at indse, at når relativt få, højttalende bilejere overtager debatten og fortæller, at de jo har 'brug for' en bil i hverdagen, så mener de nok i virkeligheden ofte, at 'den er rar at have'. Hvis de boede på landet eller i en lille by, så jo. Men inde i de centrale dele af en storby ligger alting tæt — og der er tæt af mennesker — så her må der bare være nogle andre spilleregler.«

I interviewet med Berlingske i 2021 sagde Hæstorp, at "de Socialdemokratiske medlemmer i København, er meget, meget ambitiøse, når det kommer til lige det her spørgsmål," og denne gang er der tilsyneladende mere bund i de socialdemokratiske ambitioner.

Hæstorp afslutter i hvert fald med en lille opsang til sig selv og resten af Borgerrepræsentationen:

»Vi skal som politikere også have mod til at gå forrest og lave forandringer, som vi er overbeviste om, at et stort flertal i byen vil få gavn af — også selv om der kan være modstand i starten. Det er ikke mindst dét, vi er valgt til.«

Rundt på gulvet

Blandt de øvrige forligspartier klappes der ikke overraskende i hænderne over kurs-ændringen hos Socialdemokratiet.

»Jeg er faktisk lidt rundt på gulvet i dag,« siger Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Ø). »Den havde jeg ikke set komme, da Sophie bankede på døren for nogle uger siden og havde taget myntete og gifler med. Men nu er vi altså blevet enige. Det er en glædens dag for København.«

For Barfod er det befolkningens ønsker, der er i centrum og som står bag Enhedslistens deltagelse i aftalen:

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg går meget op i borgerindragelse — hvad enten det er ved at stoppe folk foran Føtex og tage en snak, eller det er gennem nye apps til at afdække beboernes holdninger med. Og de input jeg får løbende indikerer helt klart, at det her tiltag bliver rigtig populært blandt langt de fleste i byen.«

Borgmesteren slutter med en opfordring til mere samarbejde:

»Det er i sandhed prisværdigt — dét som Sophie Hæstorp og Socialdemokraterne har gjort her. Nu træder hun i karakter som leder. Så Sophie, du er altid velkommen med mere myntete, flere gifler og mere mod til reelle forandringer. Hvis Socialdemokratiet nu vil til at tage sine egne ord alvorligt, kan vi virkelig få skabt nogle fantastiske rammer for livet i byen.«

Der er tale om en politisk principbeslutning, og derfor er der endnu ikke afsat midler til omlægning af byens fire brogader. Men som en del af aftalen er parterne enige om, at finansieringen skal bringes op under kommunens førstkommende budgetforhandlinger — det vil i dette tilfælde sige i august/september.

Magasinet KBH følger naturligvis sagen tæt.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

jensbierring
1. april ?
mrmanafon
:( det var bare en aprilsnar...
Jan Morgils
Den røg jeg på med samlede ben. Aprlsnar - pokkers
northernlad
Hvor jeg elsker MagasinetKBH og de store drømme!
David Busk
Det er ærgerligt det er en aprilsnar for det ville jo faktisk være godt for København at begrænse bilismen. Det er ligesom at lave sjov med at begrænse udbrud af sygdom, eller sige at 'nu forurener vi ikke mere', og så afsløre at det bare var for sjov. Ikke specielt sjovt. Folk dør og får demens af bil trafik og deres udstødning.
redaktoren David Busk
Satire kan være et godt værktøj til at skubbe på forandringer — sådan er denne lille spøg tænkt. Hvor alle nok er enige om, at sygdom og forurening er af det onde, så er der mere delte meninger om bilisme i byen — både blandt beboerne og politisk — og derfor er sammenligningen ikke helt rimelig. Det kræver et vedholdende arbejde at skabe et holdningsskifte, og vi forsøger på Magasinet KBH at gøre vores lille del.
David Busk redaktoren
Mit eneste problem med det er at jeres magasin er skjult bag en betalings-væg, og at de fleste af jeres abonnenter må formodes allerede at være af den indstilling at biler i en by er mindre end optimalt for de fleste, så de personer som faktisk burde rammes af indholdet i Aprilsnarren, ikke kommer til at læse artiklen, så hvad er pointen med den.
redaktoren David Busk
Der er også mange fagfolk og politikere, med forskellige holdninger, blandt vores abonnenter, så det er ikke en korrekt formodning. Desuden mener jeg som sagt ikke, at din sidestilling med sygdom og forurening er rimelig, så satiren skulle også gerne kunne frembringe et smil på læben hos de allerede omvendte. Sådan er den under alle omstændigheder tænkt. Jeg beklager, du ikke kunne lide den.
Soeren.chr.jensen_1735
Tillykke med 1. april.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling