Dommeren

Far-søn drama af den helt klassiske slags. Storbysnuden af en advokat og landsbytrynen af en dommer ligner hinanden mere, end de vil indrømme, og der skal et retssalsdrama til at forene dem.

Titlen antyder, at det er faderen, den dømmende, der har mest at sone. Han er blasert og stædig på den gammeldags, ærekære facon, der ikke lader plads til at indrømme fejl. Sønnens moderne tackling af lignende karaktertræk udformer sig i kæphøj og tyranniserende attitude, der helt realt pisser på folk.

De forsonende egenskaber ligger dybt begravet i gammelt nag og usagte ord, som begge parter er lige gode om. Det er denne intensitet, der holder filmen kørende – dog noget langstrakt i pænt over to timer – imens skyldfølelsen slingrer anspændt mellem far og søn. Sammen med vores sympati.

Det føles ægte, fordi Robert Downey Jr. og Robert Duvall spiller forrygende op til hinanden og snerrer godt af den overhængende sentimentalitet, som disse klassiske familiedramaer altid er hægtet op på. De har ordene i deres magt og pondus bag, så det regulært udløser en storm, men det er alligevel den mere fysiske badeværelsesscene, der rusker os mest.

Her må de give slip og dele kvalen. Og efter mere polemik får sønnen endelig lov at forsvare faderen, der er anklaget i en mordsag. Med motivet anstændighed for øje – personligt og professionelt – kæmper de nu samme sag, og er stadig ikke enige om hverken metode eller udfald.

Men ’Dommeren’ kommer ikke helt i mål på denne vægtige dyd. For det længe ventede retlige klimaks holder overhovedet ikke i retten, og man har bare lyst til at råbe ”protest” – som advokaterne har haft nok så travlt med tidligere. Men pludselig er den benhårde anklager (Billy Bob Thornton) ramt af hollywoodsk følesnask.

Det er dog intet imod forudsigeligheden, der flimrer gennem filmen som en (jule)lyskæde. Det er næsten tilgiveligt, fordi historien og karaktererne mestendels virker ægte og rørende. Men det kan altså blive for meget lige ud ad landevejen – uden hænderne på styret – og når den rørstrømske slutning drejer dommerstolen igen-igen, så er klichekassen altså fyldt til randen.