Hobbitten: En uventet rejse

Det bliver en ordentlig mundfuld at tage ud og hjem igen. Efter de første tre klokketimer i selskab med 'Hobbitten' er vi stadig kun få kapitler inde i J.R.R. Tolkiens epokegørende fantasy-fortælling – heldigvis er det godt selskab.

Peter Jackson er en mester i mange ting, men ikke begrænsningens kunst. Og i stedet for at lade 'Hobbitten' leve sit eget liv som den muntre og uforfalsket eventyrlige indgang til langt mere dystre og komplekse 'Ringenes Herre', har han ikke kunnet nære sig for at sætte en tyk streg under prequel og pumpe den ret overskuelige begyndelse op med materiale fra Tolkiens senere appendikser til universet.

Som en revanche for den uundgåelige skamskæring af teksterne bag 'Ringenes Herre'-trilogien, har Jackson fedet den lille hobbit op til sin egen mastodontiske trilogi. Filmbosserne gnider sig i hænderne, og det viser sig straks, at detaljedyrkende fans roligt kan juble med, mens de semi-interesserede vil få deres tålmodighed testet af noget, de ligesom har set før. Og så er der os, der måske nok havde håbet på mindre, men stadig slubrer hele menuen.

For selvfølgelig rammer Jackson igen Midgård lige på kornet, og der er lige så forjættende, som der plejer, når han ruller hele arsenalet ud, fra groteske goblins og stenkæmper, til kanin-slædespand og nuttede pindsvin.

Titelrollen Bilbo har alle dage været en langt mere elskelig hobbithelt end hans klynkende nevø med det ubærlige ansvar, og det levendegør Martin Freeman til fulde med både komik og oprigtighed.

Eventyreren vækkes i hyggehobitten, da troldmanden Gandalf (stadig Ian McKellen i rollen han blev født til) kommer anstigende på hans dørtrin med 13 dværge, der mangler en listetyv til den mission, der skal rive deres fortabte kongerige (og dets skatte) ud af en frygtelig drages klør. Snart er et rejseselskab (igen) på vej gennem grønne bakker, gule sletter og sorte bjerge, hvor alskens trolde og det, der er værre, venter.

De bedste scener fra bogen(s første kapitler) er også forrygende i 'En uventet rejse'. Dværgene på rov i hobbittens spisekammer, Bilbos besnakken af nogle meget sultne og meget dumme bjergtrolde, og så ikke mindst hans møde og duel på gåder med den fabelagtigt skizofrene Gollum – et møde, der også introducerer en vis bette rund tingest.

Men for at skabe en nogenlunde afsluttet dramaturgi, har Jackson (med kildematerialet i orden, naturligvis) tilføjet en ny skurk, så vores venner konstant har en horde af orker i hælene. De mange jagtscener bliver hurtigt udmattende og er reelt et greb genbrugt fra de indledende timer af sidst, vi var i Midgård, hvilket ikke ligefrem afværger et snigende deja-vu.

Det samme gælder besøget i elverriget, hvor en del gamle kendinge dukker op til højtravende cameos og begynder at diskutere storpolitik, som var det 'Ringenes Herre', det her. Ligesom med anden omgang 'Star Wars'-trilogi, føles det til tider vigtigere at binde sig detaljeret sammen med de første film, end at fortælle det gode eventyr.

Hverken de handlingsmæssige eller mytologiske tilføjelser overbeviser altså om nødvendigheden af sig selv, ikke mindst fordi de i samspil får Bilbo til nærmest at forsvinde ud af den midterste time. Tilføj hele to prologer og et historisk flashback, og så er der ærlig talt lidt for lidt af hobbitten i 'Hobbitten', ind til videre.

Og nu bliver det teknisk. Som den første film nogensinde tilbydes 'En uventet rejse' i det nye 3D HFR-format. Det går ud på, at øjet fodres med dobbelt så mange billeder i sekundet, og alting derfor er meget skarpere, end vi er vænnet til gennem godt hundrede års biografture. Det er muligvis en tilvendingssag, men helt sikkert en smagssag.

HFR gør underværker for 3D-skeptikere, der føler, at den belastende brille normalt gør filmoplevelsen mørk og sløret. Men især i nærbilleder skræller HFR også det cinematiske lag af og giver en tv-fornemmelse. HD-tv, men stadig tv. Hvilket er flot i landskabspanoreringer, men også risikerer at bryde illusionen, når det får dramatiske close-ups til at ligne (knivskarpe!) bag om filmen-indslag, hvor kulisserne lugter af papmaché og rekvisitterne af gummi.