Hobbitten: Femhæreslaget

Dragen er nedlagt allerede inden undertitlen 'Femhæreslaget' kommer på. Den overskuelige læseoplevelses flammende klimaks er simpelthen reduceret til prolog et sted midt inde i den opfedede film-trilogi. I stedet går Peter Jacksons allersidste to og en halv time i Midgård med at bygge patos op til og udkæmpe en appendiks-krig, som J.R.R. Tolkien selv afviklede på en håndfuld sider.

Det er 'Hobbitten 3', der endelig tipper over og bliver mere Jackson end Tolkien. Bliver mere selvhøjtidelig 'Ringenes Herre'-light end munter hobbit i egen ret. Og ærgerligt talt bliver mest for de ukuelige fans og en tvangshandling for kompletisterne, der ikke kan sige stop. 'Hobbitten 3' er Peter Jacksons tvangshandling.

De to forgængere trådte ujævnt under vægten af de ekstra kilo, men blev holdt oppe af forlæggets udødelige scener – ikke mindst Bilbos listige, dialogdrevne dueller med de prægtige inkarnationer af Gollum og Dragen Smaug. Specielt i mellemakten begyndte de mange tilføjede figurer også at fungere og sikre fremdrift, men her i finalen er der kun krigen tilbage og ret meget manuskriptteknik, der stikker ud som manuskriptteknik. De påklistrede koblinger til 'Eventyret om ringen' er mere påklistrede end nogensinde.

Martin Freeman og Ian McKellen er stadig deres ikoniske roller som hobbitten og troldmanden. Men gemt godt væk mellem en samling stivstikkere, uanset race, i grådig konflikt over dragens forbandende guld, mens en fælles fjende nærmer sig. Det er ventetid, der hverken bliver udpræget troværdig eller vedkommende – og med et minimum af den humor og eventyrlighed, som gør ((børne)bogen) 'Hobbitten' til noget andet end ((voksen)bøgerne) 'Ringenes Herre'.

Selvfølgelig er selve slaget mellem mennesker, dværge, elvere og orker plus det løse et spektakulært rabalder, og de endeløse endelige tvekampe er unægtelig effektive. Men Jackson har selv gjort det større, vildere og langt mere opfindsomt før – blink og du misser de kamplystne detaljer, der er kommet ud af en hurtig brainstorm over utraditionelle gangere og bjergtrolde-som-levende-krigsmaskiner.

Teknisk er 'Femhæreslaget' nøjagtigt så imponerende en levendegørelse af Midgård som de forrige fem besøg med turleder Jackson. Men sidste gang er første gang rejsen føles overflødig.

Følg @_oh_noe