Holy Motors

Uforglemmelige billeder og fabelagtige oplevelser. Akkurat som film skal være. Forførende, overraskende, udfordrende og alt muligt andet vildt. ‘Holy Motors’ er årets mest syrede og utæmmede filmoplevelse. Som et kalejdoskop, der eksploderer i massekultur-pastiche og følelsesporno. På den totalt fede måde.

Gennem adskillige intermezzoer følger vi Oscar (Denis Lavant) i hans limousine-omklædningsrum og i den parisiske over- og underklasse. Iført makeup og udklædning udfører han bestillingsopgaver som sigøjnertiggerske, cyber-elsker, hitman, bekymret farmand og døende rigmand.

Særligt to historier viser filmens spændvidde. Bastard-fablen om kloakudyret, der scorer modelskønheden (Eva Mendes) på Père Lachaise-kirkegården og modificerer myten – med massive provoreferencer til film, litteratur, kunst og religion.

Også symbolladet, men ganske klassisk- og musicalinspireret er fortabt kærlighed-trekantsdramaet om dobbeltkvinden i et forladt stormagasin. Gæt hvordan disse komponenter passer ind: Burka, ståpik, Kylie Minogue.

Den franske instruktør Leos Carax er elsket og hadet for sin kompromisløse filmform, og når man ser denne tour de force af livsklemmer, forstår man fuldt ud. Man mindes, fascineres og begejstres ligeså meget som man forundres, provokeres og ækles.

Med utallige referencer til filmhistorien – fra Chaplins ’Moderne Tider’ over Georges Franju-horror til egne mesterværker som ’De elskende fra Pont-Neuf’ – kommenterer Carax mediesamfundets tiltagende surrealistiske udspil. Ud med maskinerne og ind med følelserne. I fokus er det moderne menneskes behov for selviscenesættelse og afhængighed af interaktiv underholdning, og det er svært at greje fiktion fra fakta.

Billeder, musik og karakterer går op i en højere enhed og spindes til absurde kunststykker af fantasi og eskapisme. Uforglemmeligt og uudsletteligt. Som Kylie-pigen synger i ‘Can’t get you out of my head’. Og som de hellige motorer istemmer: Amen.

’Holy Motors’ har billeder, man umuligt kan slette fra harddiskens kreative drev, og historierne kværner videre i hukommelsen. Man søger at finde mening og sammenhæng, men det er lidt ligegyldigt, om man forstår det hele – det er bare vanvittigt underholdende og larger than life. Ja, det er fucking filmkunst!