Irrational Man

”Meget filosofi er verbal masturbation.” En klassisk Woody Allen-replik – fuld af undertoner, ræsonnement og selvironi. Den evigt fabulerende og ofte irrationelle mand – her pragtfuldt personificeret i Joaquin Phoenix’ filosofiprofessor Abe, der seriøst har brug for handling frem for ord.

Sladderen flagrer jovialt allerede inden Abe ankommer til sit nye fakultet, og han får hurtigt spædet ekstra til med druksjæl, flosset moral og russisk roulette. Alligevel tiltrækkes både kollegaen Rita (Parker Posey) og eleven Jill (Emma Stone) af hans tungsind, og de trigger ham på hver deres måde ud af den eksistentielle krise han selv beskriver som ”passiv-intellektuel uden evnen til at kneppe.”

Det syder af den slags mundgodt og -gejl, og Woody Allen nyder helt tydeligt at boltre sig i dette akademiske miljø stopfyldt med teorier, filosofier og moraler, der altid har karakteriseret ham som instruktør og menneske. Med lige dele humor og alvor, og altid oplagt til diskussion. Her i ’Irrational Man’ refererer han blandt andre Kierkegaard, Kant og Dostojevskij – med det primære formål at pointere kløften mellem at filosofere intellektuelt og agere faktuelt.

Abe og Jills filosoferen, der ikke kun matcher i samtale men også i voiceovers, tages til orgiastiske højder, da Abe beslutter at gøre tanke til handling. Herfra går plottet i krimi-mode, og det irrationelle tager for alvor over. Og så alligevel ikke, for stilen er stadig rosa-orange i soft-fokus og The Ramsey Lewis Trios ‘The In Crowd’ jazzer fortsat lystigt, imens Abe indser at hans plan ikke er ulastelig.

Det er Woodys 45. film heller ikke, men den har sine vidunderlige og helt unikke øjeblikke, og et par overraskelser. Eksempelvis kunne jeg have forsvoret at Joaquin Phoenix ville glide ind i en Woody Allen-film, men han er helt fænomenal. Mindst lige så quirky som Parker Posey og hendes indie-touch, som giver universitetsmiljøet tiltrængt kant. De to karakterer er essensen af en af filmens største pointer: Handling er for meget for dette teoristed.