pixel

Mademoiselle Chambon

  • Stéphane Brizé
  • 4.02

Fakta

DRAMA
Premiere 2. september kun i Gloria

Som glad familiefar og veltilfreds murer lever Jean (Vincent Lindon) et simpelt liv i en lille fransk by. I mødet med sønnens klasselærerinde forskubbes dog familielivets behagelige borgerlige balance gradvist imod sammenbruddet, for lærerinden frk. Chambon (Sandrine Kiberlain) vækker noget lidenskabeligt andet i Jean, end hvad han er vant til fra hjemmefronten.

Instruktøren Stéphane Brizé (’Je ne suis pas là pour être aimé’/’Ikke her for at blive elsket’, 2005) tager i denne omgang livtag med Eric Holders roman af samme titel. Med et sikkert øje for de små, men altafgørende nuancer har Brizé på smukkeste vis orkestreret et drama med kærlighed og tiltrækning i centrum, som hører til i kategorien af franske film der undersøger lidenskab og konsekvenser.

Det eviggyldige spørgsmål er: Hvornår passerer man grænsen til utroskab? Essentielt en simpel historie, men hvor de fleste film i genren dyrker fascinationen og forelskelsen, handler 'Mademoiselle Chambon' i sin hovedpart om at kæmpe imod.

Styrken ligger i det usagte, i det minutiøst raffinerede kropssprog, i de dybe, sigende blikke i konstant emotionel metamorfose, der altsammen fremmaner perfekt anspændte, tykt ladede stemninger. Den læbeløse, folkekære franske skuespiller Vincent Lindon gør det igen, og selvom han er ved at være en godt brugt cykel i Danmark, er han også denne gang en fornøjelse at følge.

Den fremragende Sandrine Kiberlain, der ses i titelrollen, var i år velfortjent nomineret til den franske César for sin fragile, rørende fortolkning af den nomade-agtige lærerinde båret af en høj grad af autenticitet. Desuden vil flere sikkert også genkende Aure Atika i rollen som Jeans kone Anne-Marie, hvor hun til en velkommen forandring netop ikke er typecastet for sin skønhed, men får lov at vise sit faktiske talent frem.

Et mindre forbehold er dog, at filmatiseringen bærer umiskendeligt præg af at bogforlægget første gang blev udgivet i 1960. Filmen kan ikke helt ryste tilstedeværelsen af altmodisch kyskhed af sig. Heldigvis kan Brizé dét, som flere danske instruktører kæmper med - han kan lave et kærlighedsdrama uden ironisk distance til sine figurer.

Nyd desuden den smukke lydside og glæd jer til den fine scene i bedemandsforretningen.

Mest læste

seneste
film

Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
Birthday Girl
4.02

Michael Noer

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling