Manon

Følelser i fuldt spring – og frit fald. Så dramatisk og kraftfuld er ’Manon’ i sin afbildning af forførelse, der ender i forfald.

Den britiske koreograf Kenneth MacMillan var en mester i handlingsballet, og hans ’Manon’ har siden premieren i 1974 været blandt The Royal Ballets signaturballetter. Fuldt fortjent, for MacMillan rammer virkelig essensen af historien om Manon Lescaut – efter Abbé Prévosts roman – der i sin samtid blev anset som amoralsk og usømmelig.

Det er den klassiske historie om kærlighed versus rigdom, men her er forførelsen i centrum, skildret helt eminent og medrivende. Ikke kun i de uforglemmelige pas de deux'er mellem de elskende, men også i festscenerne med gyldent begær. De mange løft, kast og spind illustrerer glimrende den hvirvlende fornemmelse af at blive forført og forelsket. Og især billedligt når kvinderne bæres rundt af mændene – ofte fra mand til mand. Ligesom smykker, vifter og guld skifter hænder.

Manon er nemlig ikke den eneste, der forbinder lyst og lykke med rigdom. Hun er et tidsbillede på den skam og frygt, de fattige led under i 1700-tallets Frankrig. I MacMillans dramatiske udtryk fornemmer man hendes vaklen mellem kærlighed og rigdom, hendes konstante tvivl om hvad der bringer mest lykke. Franske Alexandra Lo Sardo er en fryd af uskyld og opportunist i én sjæl, og hendes petite og yndefulde figur afslører den skrøbelighed, der leder hende i fristelse og senere forfald. Ligegyldigt hvad hun vælger er hun fortabt. Hun kastes rundt i forførelsen, indtil hun kun er som en slaskedukke af udpint skam i sidste rørende scene.

Alban Lendorf er dog igen ballettens stjerne med sin tekniske overlegenhed og imponerende fysik samt et følelsesmæssigt overskud, der rummer præcis den rette mængde inderlighed. Hans maskulinitet er uforlignelig, og hans samtidige ynde nærmest ufattelig. Som den fattige præstestuderende Des Grieux, hvis kærlighed til Manon leder ham i desperation og degeneration, træder hans drengede sensibilitet frem, og de afsluttende dødstrin afspejler ikke kun Manons tragiske skæbnefald, men også Des Grieuxs tabte uskyld.

De store følelser får fuldt spind i denne ganske helstøbte opsætning, der første gang havde premiere på Gamle Scene i 2003. Mia Stensgaards scenografi er meget skrabet til denne rokokofest, men hendes kostumer er derimod skønne med spøjse tilsnit som puf-tutu og sømandsstriber. Jules Massenets musik – ikke fra operaen af samme navn, men over 50 uddrag af andre værker – bidrager smukt med de sidste forførelsesnuancer til dette storslåede følelsesbrag.