pixel

Nyt børnehus afløser jobcenter på Nørrebro

Et usammenhængende gadeforløb på Baldersgade vil ændre karakter med nyt, stort projekt.

ny daginstitution i baldersgade

Snart får Nørrebros børnefamilier en ny valgmulighed, når børnene skal i vuggestue eller børnehave.

Baldersgade — tæt på Nørrebrohallen og byparken Superkilen — skal have en ny daginstitution, og i processen vil også det lokale gadebillede blive transformeret.

På gaden ligger i dag en stribe bygninger, der tidligere husede et af Københavns Kommunes jobcentre, men som har stået tomme, siden centret rykkede til Valby i foråret 2019. 

Nu skal dele af dem rives ned.

Palæet bliver stående

Går man en tur ned ad Baldersgade, passerer man i dag en strækning med en lidt pudsig blanding af lavt, moderne byggeri og palæer inspireret af italiensk renæssance.

Tre lyse murstensvillaer fra 1881 — en høj tre-etagers hovedbygning og to lidt mindre hjørnebygninger — er for år tilbage blevet koblet sammen med flere mørkegrå byggerier i ét plan, der bevæger sig dybt ind i gårdrummet bagved.

Men alle disse tilbygninger bliver snart fortid og vil vige pladsen for, at noget nyt kan slutte sig til området omkring de bevaringsværdige palæer.

I ét af de huller, der efter nedrivningen vil opstå mellem bygningerne, vil en moderne daginstitution med flere tagterrasser rejse sig.

I et andet bliver der plads til et nyt P-hus. Og på den resterende, frigjorte plads bag de nye byggerier vil daginstitutionens børn i fremtiden kunne kaste sand på hinanden på et nyt, stort legeareal.

Med sit flade tag og sin simple facade kommer den nye institution ud mod Baldersgade til at stå i skarp kontrast til de renæssance-inspirerede nabobygninger lige ved siden af.

Men modsat de eksisterende tilbygningers mørkegrå og lukkede facader, vil nybyggeriet blive holdt i lysere, gyldne nuancer med væsentligt flere vinduer. På den måde vil daginstitutionen blive et mindre skævt match til palæerne ved siden af.

Leg i gården og på taget

Selvom der nu skal bygges både ny institution, cykelskur og parkeringshus, bliver grunden på Nørrebro ikke nær så tætpakket som i jobcenter-tiden.

Børnehusets børn får god plads til frisk luft og leg i gården — og de små vil kunne bevæge sig videre op på det lave P-hus, som skråner ned mod gårdrummet, og som med sin legeplads på taget er udformet, så det bliver en integreret del af daginstitutionen.   

I det hul ud mod Baldersgade hvor der ikke bliver bygget nyt, vil et bølgende træhegn adskille de små fra trafikken på gaden.

”Kighuller” i træhegnet skal sørge for, at daginstitutionen ikke føles lukket af fra byen udenfor, og planter voksende op ad hegnet vil give et helt anderledes udtryk mod gaden end dagens mørkegrå facader. 

Hegnets lidt bølgende form går igen i formen på cykelskuret mod Mimersgade, der — ligesom det nye parkeringshus — vil have facade mod gaden af ubehandlet træ.

Tre bevaringsværdige træer må lade livet i forbindelse med byggeriet, men den nye lokalplan stiller krav om, at 35 nye skal plantes. 

Mere grønt kommer der også umiddelbart foran daginstitutionen, der får en ansigtsløftning med grønne bede og bedre plads til cykelparkering. Sammen med cykelskuret skal det lokke flere forældre til at aflevere ungerne på cykel i stedet for i bil. 

Projektet er tegnet af Nøhr & Sigsgaard Arkitekter. Lokalplanen, der skal gøre det muligt, er sendt i høring frem til 7. januar 2021. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling