På vej

Bosnien er et land med en majoritet af muslimer, men ifølge instruktør Jasmila Zbanic er det at være muslim i Bosnien ikke meget anderledes end at være helt almindelig dansker og kalde sig kristen, fordi man er døbt og konfirmeret; de religiøse spørgsmål, der skulle stilles er blevet stillet, og så behøver man ikke tænke mere på det.

Ex-Jugoslavien er også - med udenforstående øjne set - kommet temmelig fornuftigt på fode igen. Det er imponerende at se et samfund, hvor blandede kulturer lever tæt og venskabeligt. Og det er skønt at være naiv dansker og tro på, at det er sådan det forholder sig.

Kravler man imidlertid tæt nok ind imellem to mennesker, vil man altid kunne se de mørke rander omkring øjnene. Især i et land, der for 15 år siden dårligt nok var et land.

Det er Luna og Amars historie, der fortælles i 'På vej' med en dvælende atmosfære og en nærmest uengageret tone.

De to er forelskede, de vil have børn, de vil have et liv sammen. Det finder vi ud af gennem en uskarp linse henover den første halve times tid. Få replikker, alvorlige øjne og næsten stilstand understreger seriøsiteten.

Amar har været med i krigen, måske er han traumatiseret, han ved det ikke helt selv, men han indser pludselig, nu flere år efter, at islam skal efterleves til punkt og prikke, hvis hans liv skal give mening.

Desværre har Luna ingen planer om at droppe sit bohèmeliv, og at iføre sig en burka ligger hende ikke på sinde. Derfor ser vi hende også i scener, hvor hun besvimer af beruselse på dansegulvet, eller blot stirrende tomt ud i luften med en smøg. Amar derimod ser vi kun smile lidt i starten af filmen.

I takt med at vi som seere bliver mere og mere distancerede til lærredet, bliver de to hovedpersoner også mere og mere fremmedgjorte over for hinanden. Til sidst er der intet tilbage at komme efter - hverken for dem eller os, i sandhed en tragisk slutning.