pixel

Nyt stor-byggeri på vej i Valby

Næste år bliver Ny Ellebjerg til København Syd, og der er ny interesse for at bygge (mere) nyt i området.

Den københavnske byudvikling har i de senere år i høj grad også huseret i Valby.

Ikke mindst har udviklingen af det gamle Grønttorvet og området omkring FLSmidths hovedkvarter skabt tusinder af nye valbygensere siden årene omkring 2016.

Nu fortsætter udviklingen på dén side af Gammel Køge Landevej, hvor der indtil videre kun er sprunget enkelte, nye byggerier op.

For her — mindre end 150 meter fra Ny Ellebjerg Station — vil en privat udvikler nu fjerne to udtjente industribyggerier, inklusive parkeringsplads, så der kan skabes plads til et nyt boligkompleks af en betragtelig størrelse.

Helt præcis er vi på Gammel Køge Landevej 77-81, der i dag huser et lager-agtigt byggeri med to butikker: en T. Hansen med autotilbehør og et udsalg af rengøringsartikler. Tidligere lå her også et lignende, separat byggeri med blandt andet en Flügger Farver, men det er nu revet ned.           

Grunden ejes af et lille firma ved navn Bilfakta ApS, som beskæftiger sig med udlejning af fast ejendom og investeringer i værdipapirer. 

Sammen med partneren 'A Place T0', der også investerer i fast ejendom, har de fremskredne planer om at opføre et stort, nyt byggeri, der ud mod Gammel Køge Landevej skal nå op i 7 etagers højde.

'Ungdomsboliger'

Indenfor vil man kunne finde knap 17.000 m2 nyt etageareal, hvor 75% vil være afsat til nye boliger. De 25% vil være almene boliger, mens de sidste 50% er planlagt som de såkaldte 'ungdomsboliger'.

Netop ungdomsboliger har de seneste par år fået massiv kritik for reelt ikke at være små, billigere boliger rettet mod unge, men i stedet et prædikat anvendt til at omgås Københavns Kommunes regler for boligstørrelser.

Kategoriseres en bolig som en 'ungdomsbolig', kan man få tilladelse til at bygge meget småt, og en udvikler kan typisk opnå en højere kvadratmeterpris for små boliger end for større. Bygger man 'ungdomsboliger' kan en bolig være helt ned til 13 m2. Der er ingen krav i lovgivningen om, at disse boliger senere skal bebos af f.eks. studerende.

På Gammel Køge Landevej er halvdelen af det store byggeri altså planlagt som disse 'ungdomsboliger', men ellers er det sparsomt med detaljerne på dette tidspunkt.

Embedsmændene på Københavns Rådhus forventer, at et mere konkret udspil til byggeriets udformning er klar til oktober.  

Når projektet er kommet i gang, vil det nok ikke være helt utænkeligt, at udviklingen spreder sig til nabogrunden, hvor der i dag ligger et stort Silvan byggemarked. 

Med beliggenheden lige ved Ny Ellebjerg Station — der skifter navn til 'København Syd', når Sydhavns-metroen åbner næste år — er det tidligere lidt perifære område ved at blive godt integreret med resten af byen. Dermed bliver det naturligvis mere interessant at bo og arbejde i — og rent økonomisk mere interessant for private udviklere at gå i gang med. 

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Jesper Nielsen
Faktisk eksisterer Flügger farver der ikke længere. Efter branden i nabo-butikken (en kæledyrsforretning, har glemt navnet) stod Flügger butikken lukket i længere tid, med lidt brandskade i bygningens side, og blev til sidst revet ned.
redaktoren Jesper Nielsen
Tak for information. Det er tydeligvis for længe siden, at redaktionen har været forbi. Artiklen opdateres.
Jan Koed Jesper Nielsen
MaxiZoo

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling