pixel

Dukkelise

  • Skuespilhuset
  • premiere 31. marts 2017
  • 4.02

Fakta

GYSERKOMEDIE

31. marts – 27. maj 2017

Skuespilhuset, Lille Scene

”At vaudeville eller ikke vaudeville.” Den replik rammer bare plet – foruroligende som burlesk – for Dukkelise og hendes noget mere uskikkelige søster. For når man har levet for berømmelsens spotlys, kan det være svært at se noget andet i øjnene.

Det er ikke tilfældigt at vaudeville-replikken lyder som et uhyrligt miks af ”at vove det vilde” og en velkendt fatalistisk hymne fra en prins på randen af vanvid. For der er noget råddent i udkanten af Sydhavnen, hvor de to søstre har forskanset sig mod omverdenen og ikke mindst tiden, der går sine ubarmhjertige skridt mod alderdommens forfald. 

Den ene søster dasker rundt i rævepels og gør livligt brug af flere parykker, der sender tankerne mod den promiskuøse ende af film noir – ældre som nyere film. Den anden ligner en forvokset Shirley Temple med lyserød strutkjole og sløjfe i slangekrøllerne. Referencerne går fra variete og komik til gys og porno, men den største inspirationskilde er uden tvivl Joan Crawford og Bette Davis i mesterthrilleren ’What Ever Happened to Baby Jane?’

De søger samme spotlys i håbet om comeback, men på vidt forskellig basis. Dukkelise opfører sig stadig som den lille pige, der optrådte med farens Hr. Hukommelse-show og hendes sang er 1920ernes revyhit ’Sov Dukkelise’ – og det kan blive ret uhyggeligt når dukker, bamser og ikke mindst søster ikke opfører sig som hun ønsker. Lila Lash er den vovede søster, der stadig manipulerer med flere roller af vampet karakter, og når hun synger ’My Heart belongs to Daddy’ har det en helt anden og særdeles foruroligende kontekst, end da Marilyn Monroe gjorde det.

Dramatiker Jokum Rohde har altid en herligt grotesk vinkel på sine genreudforskninger, men der er mere til grin end gys i dette nostalgiens grumme skær. Scenografi og lys virker en smule for lavpraktisk, med en kæmpedør og en kummefryser som største effekt, ligesom musik- og lydeffekter kunne have skabt mere gennemtrængende uhygge. 

Dermed bliver skuespillet det bærende element, og at spejle Crawford/Davis-magien er naturligvis umulig, men Kirsten Olesen og Tina Gylling Mortensen er fuldstændig forrygende som de sydhavnske søsterdivaer på kanten af vanvid. De spiller i den grad absurditeterne helt ud, og nailer selv de mest tvivlsomme replikker og gestusser, som komediegysergenren aldrig helt undgår. Det er næsten unfair at distingvere her, men Gylling har vist disse groteske takter før og hviler mere i Dukkelise-rollen, så det bliver bare mere fascinerende at se Olesen give den gas som Lash i adskillige afskygninger af skamløshed.

Det er instruktør Elisa Kragerups fortjeneste, og det er ligeledes forfriskende at ’Dukkelise’ ikke bliver en psykologitung forestilling om rivaliserende søsterskab. I stedet får vi et sjovt og syret spark i klicheerne omkring hvordan populærkulturen skaber forvrængede billeder af hvornår og hvordan man kan føle sig vellidt. Og aldersfascisme er ikke det eneste Rohde, Kragerup og co. knirker døren åben for. Det handler eksempelvis om ”at vaudeville eller ikke vaudeville.”

Mest læste

kommentarer

seneste
scene

Danish Design
4.02

Bellevue Teatret
The Juliet Letters
4.02

CPH Opera Festival
Don Juan
5.04

CPH Opera Festival
Richard III
4.02

HamletScenen
4.02

Niels Lan Doky International Jazz Collective

seneste
film

Once upon a Time... in Hollywood
5.04

Quentin Tarantino
Carmen og Lola
3

Arantxa Echevarría
Midsommar
5.04

Ari Aster
The Sisters Brothers
5.04

Jacques Audiard
close logo

Fra 7. juni 2019 kræver det medlemskab at læse med

Bliv medlem af Magasinet KBH — fra kun 20,-/md.