Årene

Skrivemaskinen klaprer og ordene danser på kvindernes læber. Der er ingen tvivl om at forlægget er litterært, og er man en smule bevidst om kvindekultur, så genkender man også forfatteren: Annie Ernaux, der i 2022 fik Nobelprisen i litteratur.

Denne internationale gennembrudsroman er også hendes hovedværk, og ’Årene’ fra 2008 er lige dele selvbiografisk generationsportræt og kollektive erindringsbilleder. En stor roman der spænder over fem årtiers begivenheder og utallige kvindetematikker. Så det er selvsagt en stor opgave instruktør Liv Helm og dramatiker Marie Bjørn har kastet sig ud i, når de ender på knap to timers teaterforestilling.

Det fremragende her er at lade fem kvinder i hver deres generation give ind- og aftryk af Annie, sig selv og os. Således bliver en hovedkarakter til alle kvinder, og fortællingen giver spejling i flere aldersgrupper og karaktertyper, men også i ens egen udvikling gennem årene. Man husker og man mindes. 

De er alle helt vidunderlige billeder på kvindelivet: Karen-Lise Mynster, Christine Albeck Børge, Özlem Saglanmak, Ena Spottag Fog og Alvilda Lyneborg Lassen. Med den modne og erfarne kvinde som en slags minderamme, hvorfra de andre dykker ned i ægteskab og moderskab, overgreb og oprør, frigørelse og skønhed. Indtil kernen samler det hele: Det evige legebarn, og drømmen om evigt liv. 

Franske Annie Ernaux, der er 85 år nu, har selv udtalt at ’Årene’ er hendes livsroman, der bevarer tiden efter hun ikke er her mere. Meget nøgternt kredser denne forestilling også om en svævende nostalgi og stemningen er mestendels vemodig. Som en nøglereplik lyder "Andres erindringer sætter sig i hende. I håbet om at opleve det de oplevede." Ligesom de leder efter tegn på lykke - eller ulykke. 

Følelsen af mindernes skueplads forstærkes af Steffen Aarfings enkle scenografi, der holder den sort/hvide stil med enkelte blå og grå toner via lyssætningen. De få varme toner der rammer fortællingen går umiddelbart på tro og død, men det er ret underspillet. Så det meste føles klinisk og distanceret, indimellem statisk som snebilledet på tv-skærmen. Som stilleben eller fotografier fra en svunden tid.

Der er spøjse fysiske scener. Fra de små hvor kvinden humper (i sex og død) den store trappe, moren hysser over at angsten bliver værre i gruppeterapi, og hustruen overdækkes med hjemmet pligter. Til større scenarier med bandagerne der vikles om ansigt og krop og forhindrer udtryk og frihed, samt fortidens abortmareridt og den modne kvindes affærer med unge elskere. 

Det føles ofte meget genkendeligt, men også ganske traditionelt, og det er langt mellem overraskelserne. Det er både genren (selvbiografiske erindringer) og iscenesætternes ønske om at bevare Ernauxs stil - den såkaldte écriture plate (flad skrift) - uden de mange referencer, som romanen er fyldt med. Her nøjes man med korte nedslag i historiske kriser og krige, samt den materielle og teknologiske udvikling - fra 1940ernes manglende rettigheder til 2000ernes uendelige muligheder.

Men selvom det føles forhastet i momenter, er ’Årene’ en indsigtsfuld og vigtig iscenesættelse. Og så længe skrivemaskinen klaprer i baggrunden, så ved man drømmen stadig lever - om oplevelserne og minderne der gives videre. Ordene der vrimler i hovedet - spørgsmål om hvorvidt man har truffet de rigtige valg, og om man ville have været lykkeligere et andet sted. Især det rumler i nogle dage efter forestillingen - og det vil vi naturligt vende tilbage til hele livet.