En Kongelig Affære

De kongelige intriger er på overarbejde i den flotte, men også alt for mumlende, danske storfilm.

Først det bedste: Skuespillet. Caroline Mathilde og den tossede Kong Christian d. 7. (spillet af de unge kometer Alicia Vikander og Mikkel Boe Følsgaard) er eminente og overgår faktisk i flere henseender Mads Mikkelsens fremragende formidlede Struensee-figur.

Der er en forrygende nerve i samspillet mellem Følsgaard og Vikander . De to leverer med et enormt overskud og skuespiltalent, der ikke træder frem hvert år i dansk film.

Dialogen er dog et problem. Tiden er 1770’erne, og så taler man ikke som i Pusher-filmene. Udtalen er alt for moderne, og så er der ikke mindst en sommetider utydelig mumlen fra Mikkelsen over for Vikander, der desværre begynder at mumle med. Og selvom hun er yndig (selvom hun vel burde være engelsk, hvis hun skulle være Caroline Mathilde), så går den stockholmske dialekt altså ikke – især ikke, når stemmen sænkes.

Filmens greb, at gøre Struensee til Oplysningstidens bagmand, er modigt. Der er et stort element af sandhed i at tyskeren på ganske kort tid formåede at udnytte den danske konges sindssyge og blandt andet ophævede censuren her til lands. Hvilket i øvrigt var med til at fælde ham. Og sommetider gik det endda så stærkt, at folket ikke kunne følge med. Dette indfanger ’En Kongelig Affære’ virkelig flot.

Der er en storladenhed over filmen, som dog bliver patetisk, fordi de store landskabsskud er ferske og forudsigelige. Samtidig er der ikke arbejdet nok med billederne af det gamle København. Til gengæld er nærbillederne af skuespillerne og deres reaktioner i absolut verdensklasse. Nok mest fordi de spiller så overlegent godt.

Konklusion: 'En Kongelig Affære' er en dansk storfilm, der har sin berettigelse i sine skuespillere, som viser os historiske personer, der lader sig drive af vanvid, kødelige lyster og ikke mindst visioner. Vi får et flot indblik i Danmark under en brydningstid, men oplever på billedsiden ikke noget specielt.

Men lad det med landskaber være andre forundt – svenskerne for eksempel – for ’En Kongelig Affære’ viser, hvad danske film er bedst til. Nemlig ord og skuespil.