Onkel Vanja

Der er så dejligt ude på landet. Ro og fred. Frisk luft og grøn natur. En sund naturlig livsstil, hvor folk er lykkelige i al deres enkelhed. Så dejligt at turister strømmer til i busser for at se lyksalighederne. 

Ironien er så larmende som det svineskrig, der åbner forestillingen, og efter titelkarakteren på flere måder har ytret at "det’ noget værre lort…" aflyses turistvisningen i det lykkelige svinelandbrug. Selskabstøjet ryger af og man kaster sig over sprutflaskerne, belejligt afkølet i spandevis.

Vanja er træt, og han laver ikke andet end at sove, spise og drikke - og brokke sig. Lægen Mikael - der har jævnligt ophold på gården - supplerer med at han føler han er blevet sær fordi han er omgivet af mærkelige (og syge) mennesker. Og mest tragisk: Han elsker ingen. Og netop kærligheden er gået skævt for de fleste her - og bringer stadig kvaler, ikke mindst i familieforholdene. 

Selvom svinebruget drives af Vanja og hans niece Sonja, ejes det af hendes far, professor Alexander, der efter sin kones død flyttede ind til byen og fik en ny yngre kone Helena. De er nu i pengenød og er rykket tilbage på gården, hvor Helena i kedsomhed tiltrækker sig optimal opmærksomhed fra mændene. Imens sukker Sonja efter Mikael, og forvalteren Jens insisterer på den eneste ene, hans ekskone der forlod ham for en anden mand. Mest afklaret er Vanjas enkemor Maria, der bare indretter sig efter trivialiteterne og laver grøn te for at løfte stemningen.

Anton Tjekhovs ’Onkel Vanja’ er en af de store klassikere indenfor naturalismen, og enkelheden er en pointe, der er essentiel for hans dramastil. Derfor fremstår de dybere temaer også ganske eviggyldige og åbne for nytolkninger på karakterer og lokation, samt det karakteristiske mix af tungsind og humor.

Den litauiske-amerikanske instruktør Yana Ross har i over ti år skabt Tjekhov-fortolkninger på forskellige sprog, og hendes første samarbejde med danske aktører er helt vidunderligt. Det har tydeligvis været en legesyg proces med at inkorporere danske hverdagsværdier, og alle skuespillere får deres herlige øjeblikke af især absurd drama.

Hele 1.akt er fuld skrue på karakterspas og det er nærmest en hel drukfest. Særligt Mathilde Arcel (Sonja) er helt vidunderlig, så kejtet og alligevel kontant, men med uskyld og skrøbelighed når hun bliver kysset eller dresset i en lang sølvkjole og højhælede guldsko. Helt uforglemmelig i en rå version af Kate Bushs ’Wutherings Heights’ hvor hun drømmer sig selv og Mikael ind og lander en forrygende afslutning på 1.akt.

Men også Morten Brovn (Jens) viser sit alsidige talent af både musikalitet, alvorstemperament og fysisk komik, der udløser undertegnedes største grineflip når han forsøger at omgå en af hussøjlerne for at fange endnu en flaske sprut til drukfesten med Mads Rømer Brolin-Tani (Mikael). På forscenen i samme scenarie er Jens Jørn Spottag (Alexander), Sofia Nolsøe (Helena) og Nicolas Bro (Vanja) bimlende fjollede i desillusionens rus og deklarerer "I will always love you.. " 

Med bandager viklet om hoved og hånd joiner Bro i sin opium-rus Brovn og Brolin i meget højrøstet form, og da Spottag er på benene igen troner de alle fire frem i en knurrende trance-figuration som man kan tolke på mange flere moderne måder end den replik, der følger: "Først efter sex kan en mand blive ven med en kvinde." Og så spiller Brovns guitar ’The Sound of Silence’ og de nynner med. Ganske absurd - og vildt underholdende.

Ligeså andre spøjse påfund: Vanja lægger træpaller og papflader på gårdspladsen, så Helena kan spankulere rundt i højhælede samt undgå at få beskidte fødder. Der leges S, P eller K med relationerne, men det er ikke altid sandhed, konsekvens eller kys. Og så er Mikaels tale om naturen fremfor mennesket - imens Helena smyger sig forførende op ad ham - tilsat en flyvende elefant i baggrunden.

Trods de har fundet en masse skønne detaljer og overraskelser, så er det stadig enkeltheden der dyrkes og karakterernes indre liv mere end de store dramatiske udbrud. Det passer godt til det danske temperament, og man kan undres/ærgres over at der alligevel skal være et større Vanja-udbrud, da det også bliver en kontrast til hans selvdestruktive sind og tanker om selvmord.

Men opsætningen er fuld af ironi og modsigelser, som man kan tolke længere på og overveje relevansen af. For selvom originalen også har humor, så er melankolien og tungsindet dominerende med temaerne om det kedelige, forspildte liv, om respekt og bevaring af natur og dyreliv, samt om uforløste drømme og ulykkelig kærlighed.

Tjekhov-fans vil være splittede - over den overvældende drukfest, de (underspillede) seksuelle toner og den lidt fortænkte turistvinkel. Men det er unægteligt konfrontationen af noget typisk dansk. Og alt ender jo godt, ikke? Tilbage til det kedelige, trivielle liv med svinevelfærd og familieværdier man (aner)kender. Men er det lykken? Eller bare det man mener er danske værdier og normer, som bør efterleves? Personligt ville jeg til enhver tid vælge ’Wuthering Heights’!