Vilde Rolf

Hver aften, når de sidste unger er smidt ud af arkaden, lever videospilsfigurerne bag de fedtede skærme videre uden gameplayets snærende bånd. Forbundet gennem strømkablerne kan Pac-Mans og Streetfighters slappe af og hænge ud sammen, bare de er tilbage på egen pixel-pind næste morgen.

Men inde i et gammelt 8 bit-platformsspil er Donkey Kong-typen Vilde Rolf efterhånden rigtig ked af også at være udenfor fællesskabet efter fyraften – det med at være en stor vred skurk, der smadrer alting, er jo bare et arbejde. Og drømmen om selv at blive den feterede helt fører Rolf på spilhoppende afveje, så indtil flere af arkadens universer snart er truet af det evige game over.

Præmissen er måske nok 'Tron' møder 'Toy Story', men Disneys 'Vilde Rolf' føles forrygende frisk og fantaserer for fuldt drøn med et kæmpe bankende hjerte for generationer af videospil (og slik). Med myriaderne af cameos fra kendte spilkarakterer (og slikmærker) ville det være helt eklatant product placement, hvis ikke det var fordi, det var så selvfølgeligt og passioneret udført. Også i en grad, så setuppet er sjovere end det egentlige eventyr, der ikke sætter ny high score.

På originalsproget hedder Vilde Rolf 'Wreck-It Ralph', og den samme svindende sans for nuancerne (hvad var der i det mindste galt med Ralf?) går desværre igen i de danske stemmer, selvom Rasmus Botoft byder på lidt mundgodt.