Woody Allen: A Documentary

Woody Allens liv koges elegant ned til spillefilmslængde.

’Woody Allen: A Documentary’ er en must-see-film denne sommer, hvis man nærer blot en lille smule sympati for Woody Allen og hans sommetider mirakuløst forløste film. Alligevel kommer dokumentaren aldrig helt op at ringe, fordi et vigtigt spørgsmål ikke bliver stillet. Det kommer vi tilbage til.

Først og fremmest er filmen en hyldest til den lille amerikansk-jødiske humorist, der begyndte med sære tossestreger i amerikanske aviser, dernæst stod i lære på stand-up-scenerne i New York, og til sidst blev filminstruktøren, der vandt, men ikke modtog, en Oscar. Hvorfor? Fordi han ikke mener, at kunst kan konkurrere.

Af den grund er Woody Allen en helgen for mange frankofile filmskabere, der er notorisk kendte for samme indstilling til faget. Meget passende slutter filmen også omkring lanceringen af ’Midnight in Paris’.

Robert B. Weide, instruktøren af serien ’Curb Your Enthusiasm’, står bag filmen om Allen, og han gør det teknisk set elegant, men også med et klart fokus. Kunstneren Allen bliver nedtonet til fordel for komikeren. Vi er med Allen på arbejde, men aldrig langt væk fra den lille, neurotiske filejs’ store brede smil. Således er det et ganske sympatisk billede vi får af Allen, og man nøjes ikke kun med at smile selv, for man kan også more sig højlydt undervejs på de 113 minutter, når Allen og hans slæng af smågale personager folder sig ud.

Alligevel er der lidt ridser i filmrullen, for Weide skøjter ganske enkelt hen over hele Soon-Yi-affæren, der i 1992 røg på alverdens forsider. Her kom det nemlig frem, at Woody Allen havde haft en affære med sin kæreste Mia Farrows adoptivdatter (der dog var 21 år).

Det er alment kendt, at Allen siden den tur i mediemøllen har arbejdet sig ud af den svære periode ved at satse ufortrødent på romantik- og komediegenren – men uden de helt store chancefilm, som førte ham sammen med franskmændene og alle andre store Allen-aficionados.

Men ud over, at Weide forsømmer at behandle dette essentielle spørgsmål, så er dokumentarfilmen om Woody Allen pletfri og underholdende - som de fleste af mesterens egne film.