Don Jon

Joseph Gordon-Levitt instruerer, spiller hovedperson og har skrevet manuskriptet til ’Don Jon’. En film om mandeonani, parforhold og overfladiskhedens flakken. Desværre flakker filmen selv, og med sin sløve historie stagnerer den i onanimontager og ’Jersey Shore’-accenter.

Don Jon lever det søde singleliv med sine to venner og scorer kun de lækreste piger i et miljø, hvor udseendet er alt. Heldigvis dumper Scarlett Johansson ind i billedet som uimponeret skønhed, og et klichéfyldt kurmageri begynder. Handyret tæmmes og Jon sendes på aftenskole, hvor han møder den ældre og påtrængende Julianne Moore.

Filmens univers er som taget ud af reality-serien ‘Jersey Shore’, og med store muskler, små t-shirts og pomadehår er det den perfekte platform for en mands rejse fra overfladiskhed til intimitet.

Sofa, laptop, porno, kleenex. Aldrig før har der været så mange onanimontager i en Hollywood-film, og der går ikke fem minutter, før vi igen skal høre Don Jons monologer, om hvor fedt det er at surfe porno. Faktisk fylder hovedpersonens pornoforbrug mere end kærlighedslivet. Og det er altså noget trættende i længden.

Filmen handler i den grad om pornoficeringen af kvinder og dyrkningen af egoet. Ifølge Joseph Gordon-Levitt er den mandlige scoretrold, der hellere vil se porno, det perfekte eksempel på en kultur, der vægter sex højere end kærlighed. Men ‘Don Jon’ er altså langt fra nogen øjenåbner.

’Don Jon’ kan vist godt kaldes en kærlighedsfilm for mænd. Klipningen minder om en actionfilm, der er fyldt med smukke kvinder og drengehørm. Det fungerer bare ikke rigtig godt, for historien er for tynd, og trods charme og masser af humor, sker der simpelthen ikke nok. Det kan selv ikke Scarletts nøgne balder redde.