Narnia: Morgenvandrerens rejse

Der viser sig at være en grund til, at de færreste kender andre eventyr fra Narnia end 'Løven, heksen og garderobeskabet', selvom C.S. Lewis faktisk skrev yderligere seks bøger om sit fabelland.

Resten af historierne halter nemlig efter i fantasi og drama. I hvert fald på film, hvor toeren 'Prins Caspian' var endnu hurtigere glemt end den længe ventede, men ikke meget mere end tilforladelige starter. Og hvor nu treeren 'Morgenvandrerens rejse', trods en smule fremgang, spæder til hele Narnia-filmatiseringsprojektets aura af flot og karismafattig fuser.

Kun de to mindste i Pevensie-søskendeflokken er stadig unge og uskyldige nok til at blevet sendt tilbage til parraleluniverset gennem et magisk skilderi og komme på den noget fragmentariske og højere mening-savnende sømission med fregatten Morgenvandreren. Til gengæld hives deres fætter med, og han er om muligt endnu mere øretæveindbydende end nogen anden rolling hidtil i serien – men det er så også med vilje, denne gang.

En mystisk grøn tåge skruer en tand op for uhyggen og sætter lus i skindpelsen. Søslanger og gyldne drager skruer to tænder op for de spektakulære scenerier. Og den peptalkende Jesus Freak-løve Aslan skruer tre hjørnetænder op for den kristne tematik, der bestemt ikke kan kaldes underspillet længere.

Fermt men flimrende, som de ublodige fægtedueller i den ellers anonyme 3D-efterbehandling.