American Idiot

Den sejeste rockmusical er tilbage – på ny location og optimeret med et fantastisk nyt cast! Det ikoniske granathjerte dunker så enhver Green Day-fan henrykkes. Hårdtpumpet band og ensemble med attitude og kontraster. 

Svenske Viktor Norén er helt suveræn som Johnny, og han har erfaringen fra Stockholm-opsætningen (2016) samt som frontmand i flere rockbands. Ungdomssindet, der brænder i livsmodet tynget af tvivl, samt en ung, lys stemme med den rette attitude og tilpas vræng i tonerne. ‘Boulevard of Broken Dreams’ er suveræn, bare suveræn!

Hans flirt er Whatshername, og Julie Steincke er måske ikke det bedste match typemæssigt – og hendes frisure er sær, for karikeret – men hun synger suverænt, og igennem det meste højspændte musik, som andre har svært ved.

Diluckshan Jeyaratnam og Johannes Nymark – som Tunny og Will – er de pæne musicalfyre, og Jeyaratnams ’Are We the Waiting?’ er rørende, mens Nymarks ‘Give Me Novacaine’ er en streg for pjevset. Men de fungerer fint som kontrast til Johnny og hans alter ego St. Jimmy. Anders Gjesing er stadig djævelsk rå i sin særegne power, og Jacob Prüser er en toptunet Favorite Son, uden (for meget) overdrev.

Allround er der knald på de gode stemmer, og ensemblet rocker fede tolkninger af velkendte nyklassikere som ‘Holiday’, ’Last Night on Earth’, ‘Extraordinary Girl’, ’Wake Me up when September Ends’ – igen med ’21 Guns’ som topnummeret. 

---------------------------------

”Welcome to the new kind of tension.” Det sitrer, dunker og riffer af rockbrag med view til dystopi og fremmedgørelse – Green Days ikoniske album og rockopera ’American Idiot’ holder sin aktualitet og trækker ind i fremtiden, hvor ”the subliminal mind-fuck America” kun vokser sig større.

Dette dunkende granatchok holder tråden, attituden og fuckfingrene højt i oprør mod politisk inkapabilitet og kritik af mediemanipulation og reality-tv. Men med granathjertet solidt plantet hos den utilpassede ungdom, der søger identitet, mening og retning for at undgå (også) at ende som amerikanske idioter. Med en god portion vrede, men også kærlighed. Begge dele udtrykt udad mod verden, men mærket mest indad i sjælen – hvor det gør allermest skade.

Billie Joe Armstrong har sammen med instruktør Michael Mayer skrevet opsætningen, der havde premiere i USA i 2009 – og har i cirka 50 Broadway-shows selv spillet rollen som St. Jimmy, hans egen indre djævel. Som er alter ego til hovedrollen Johnny, der sammen med vennerne Tunny og Will søger drømmene – eller løgnene – og crasher hårdt i krig, kærlighed og karriere. 

Det er en tynd handling, men de fremragende sange skaber så meget undertekst at man gribes af de genkendelige skæbner i den globale håbløshed. Desværre er det i denne opsætning oftest svært at høre sangteksterne gennem den vilde lydmur, så man får klart mest ud af showet hvis man kender sangene og relationerne på forhånd. 

Stemningen er til gengæld totalt punkfed, for Den Grå Hal er en perfekt kulisse, hvor det rå, halvhærgede og utilpassede runger med i ungdomsoprøret. Og Benjamin La Cour tilføjer mere trøstesløshed og overhængende trussel i sin nytænkte seje scenografi, der ligner en ødelagt fremtid af stål og beton. Nogle jernkæder hænger fra loftet, og man tror først det er et punkudtryk, men genialt nok trækker de tre sceneplatforme op og ned, så der opstår delscener og -niveauer – samt nedenunder en trappeafdeling, der kan lyses op i farvetrin, som skaber bevægelse sammen med det simple trick af transportbånd. 

Det giver et mere skræmmende udtryk – end de fleste opsætninger, så som den på Malmø Opera for et par år siden – at platformene kan indskrænke og presse karaktererne, bevidst og ubevidst. Ligeledes har instruktør og koreograf Tim Zimmermann ikke bare fokuseret på det kække ungdomsoprør, men også trukket sørgmodigheden frem i hovedpersonerne. 

Castet er ret velfungerende, helt i top er Anders Gjesing djævelsk sej som St. Jimmy og den af herrerne, der har mest power i stemmen. På kvindesiden er det Rikke Hvidbjerg som Whatsername, der topper på både sang og drama. Jeg savner lidt mere oprør i Christoffer Brodersens Johnny, men norske Snorre Tøndel får en skøn professionel debut som Tunny, og imponerer især med ’Are We the Waiting?’, imens Jacob Prüsers Will leverer en stærk version af ‘Give Me Novacaine’. Det mest suveræne er dog ’Wake Me up when September Ends’, hvor vennernes treenighed leverer sindssygt gode harmonier. 

Alligevel er det den stærkt rørende powerballade ’21 Guns’, der gør mest indtryk. Hvor trommerne buldrer igennem baslinjen og koret har de fedeste harmonier med eksempelvis ” When it's time to live and let die” – og man tænker på de 21 geværskud, der lyder når en soldat begraves. Denne hymne formidler det den dystopiske setting afspejler: En sønderbombet fremtid, som vi rykker nærmere med alt for mange amerikanske magtidioter.