Taxi Drivers

Hvordan har du det med at dine forventninger ikke bliver indfriet? At der laves om på reglerne? At det modsatte sker? At du ikke kan gøre noget for at påvirke udfaldet? At andre snyder eller gør noget drastisk? Hvad får det dig til at føle? 

Det starter selvfølgelig med titlen, for de fleste har hørt om eller set Martin Scorseses mesterværk med Robert De Niro som taxichaufføren, der raser gennem New Yorks gadeslum og politiske agendaer - og ender i voldelig selvtægt. En fantastisk men grum film, der også fik et voldsomt efterspil i virkelighedens USA - men sådan er vores samfund selvfølgelig ikke, vel? 

Vores chauffør er Christoffer (Rønje) og der er ikke kun fart på bilen, men også samtalen, der efter de første bristede forventninger, lander på hyggelig hverdagssnak om hvad og hvem der betyder noget for os. Men undertonerne er der  af provokation, det proaktive og ganske bramfrie - så da vejen ruller forbi Christiansborg og Justitsministeriet får han hurtigt kørt sine fire passagerer i stilling til mistillid og frustration over politikere, retssystem og politi. 

Føler vi tvivl får vi det at mærke i udkanten af Njalsgade - her i buskadset er en ung fyr blevet voldtaget og tævet af flere voldsmænd, som efterfølgende er blevet frikendt - for Christoffer forvandler heftigt bilen til en dunkende, blodsmattet boble hvor vi straks fornemmer den underliggende frygt, utryghed og magtesløshed. 

I højtalerne spiller John Hinckleys ’Everything is gonna be Allright’ - hyggelig country, men nej, det er efterspillet: For Hinckley er manden der - inspireret af filmen - forsøgte at skyde præsident Reagan, for at imponere Jodie Foster (der spillede en ung prostitueret som taxichaufføren prøver at redde). 

Endnu et hint til filmen kommer da vi står i kælderkontoret af en slikbutik/pakkeshop på Amagerbrogade,  og tjekker overvågningsskærme. Her er en ung kvindelig ansat også blevet truet, og vi skal vælge et våben som vi ville forsvare hende og os selv med. Og vores chauffør kender selvfølgelig den ikoniske scene og replik "You talkin’ to me…"

Resten af turen foregår med opfordring til oprør, kamptræning og (næsten) ulovligheder. Christoffer har tjekket vores ligheder, og en af dem er at vi alle før har gjort noget ulovligt! Så det er på med de seje solbriller og kasketterne, dunkende headbang, cava-sprøjt og skrål ud til hængerøvene på Amager. Der kommer skydevåben i hænderne og væsker flyder i en container-garage derude hvor ingen finder hverken retfærdighed eller retssikkerhed.

Det er en effektiv opbygning som Tue Biering - og hans Fix+Foxy - har skabt med ganske få virkemidler, primært en stærk præstation af Christoffer Rønje. Københavner-noter, der river os ud af vores comfort zone, og får os til at kigge i (bag)spejlet på os selv og vores medpassagerer. For ja, det er os der tales til, det er os der skal overveje hvordan resten af vores liv skal se ud, og hvad vi vil gøre for det. 

Men selv i den opgejlede/pulserende afslutning føler man sig fanget og begrænset/frustreret. Og på turen tilbage til virkeligheden får man heller ikke lov at slippe tankerne, det hele rumsterer stadig. For tror vi på at vi kan gøre en forskel? Eller har vi vænnet os til at forventninger ikke honoreres? At der konstant laves om på reglerne? Og har vi lært at lægge låg på den sydende vrede og det ulmende oprør der indimellem aktiveres?

’Taxi Drivers’ er en overraskende og provokerende lille perle af samtidsteater med et stort budskab, og det bør opleves af alle der tør mærke verdenspulsen på egen krop og sind. Det kræver aktiv deltagelse - både i fiktionen og i virkeligheden. Ubehageligt, men nødvendigt. Og måske overgår virkeligheden (igen) fiktionen.