Chess - The Musical

Sort eller hvidt. Næste træk er dit. Skakbrikkerne er igen linet op og alle spiller deres eget spil - for sport, kærlighed og politik - men at vinde er på ingen måde sort-hvidt. 

’Chess - The Musical’ er et ambivalent drama. Så stilfuld i det sort-hvide udtryk, så rolig i skakspillets forstand, så tjekket i de velkendte regler. Og så alligevel buldrer temperament og lidenskab under det hele - og spejler endnu større spil om politik, penge og kærlighed. Oprindeligt et koldkrigsdrama fra 1980erne - og skræmmende nok måske slet ikke så langt fra vores verden nu.

Den amerikanske skakmester, pralemåsen Frederick Trumper (Anders Gjesing) skal møde den sindige russiske udfordrer Anatoly Sergievsky (Thomas Høj Falkenberg), og intet ender som forventet. Russeren forelsker sig i amerikanerens sekundant Florence (Xenia Lach-Nielsen) og forlader fædreland, kone og børn - så til næste års skakmesterskab optrappes konflikterne. Og intet er bare sort-hvidt.

Held og lykke er ikke en samlet pakke her, for vinder man et spil, har man tabt et andet, eller flere - for som den originale sangtekst lyder: "Everbody’s playing the game, but nobody’s rules are the same. Nobody’s on nobody’s side." 

Sådledes er tekstmester Tim Rices orginale sange så fuld af skarpe nuancer og finurlige ordspil - og ret fede intoneringer - der passer perfekt i ABBA-herrerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus’ sublime musikalske tempo- og klangskift. Og selvom oversætter Jesper Malmose har fat i essensen, så er det nærmest umuligt at overføre det unikke flow og den fortættede power som ’Chess’ excellerer i.

Da denne opsætning af Mikkel Rønnow Musicals havde premiere i 2018, var sangene for første gang oversat til dansk - undtagen ’One Night in Bangkok’ - og nu er der ingen vej tilbage. Men hvis man undlader at sammenligne (for meget) med de originale, så vænner man sig til de lidt fladere danske versioner. Indrømmet: Undertegnede er der ikke helt endnu!

Men så spiller musikken helt aldeles storslået - dirigeret af Rønnow - og et forrygende ensemble får alt til at leve og ånde. ’Chess’ er så gennemført spektakulær - ikke kun med sit mix af pop, rock og klassisk, men også det fremragende tone- og temposkift, hvor musiktemaer og sanglinjer flettes mellem nye sange og/eller nye karakterer. Plus duetter og kvartetter hvor sangerne blender ind over hinanden, både polyfont og synkront. 

Her er ’Slutspil’ helt fænomenal og til dels også ’Nu ser jeg ham klart’, selvom orkestret sætter volumen en tand for højt til at de to kvindestemmer får nok power. Sidstnævnte er et af de største hits - og har særlig betydning for undertegnede - men det bliver tre andre, der topper: ’Stakkels det barn’, som Anders Gjesing nailer helt forrygende, ’Alles kamp mod alle’ hvor Xenia Lach-Nielsens skarpe powervokal giver kuldegysninger, og ’Mit hjertes land’ leveret både sårbart, flot og stærkt af Thomas Høj Falkenberg.

Ingen tvivl om at dette er den bedste danske ’Chess’-casting, fra karakterskildring til vokaldynamik, fra soloer til ensemble rykker alt suverænt. Xenia Lach-Nielsen har aldrig været bedre, og på mange måder er det Xenias show, men de to herrer omkring hende er også fuldstændig fantastiske: Thomas Høj Falkenberg og Anders Gjesing. For Xenia er det klart en signaturrolle, og det kan muligvis også gå den vej for de to formidable herrer.

På sidelinjen rammer flere agitatorer stort spil: Som skakdommeren tilføjer Simon Nøiers spræl og sarkasme, imens strategen Molokov bliver skræmmende bøs i Søren Bech-Madsens tolkning, og Jon Lange sagtens kunne være mere kynisk grov som profitmageren Walter. Deres spil er sport, politik og finanser, og de rykker deres (menneske)brikker til deres sort-hvide firkanter indtil de har magten. Og det er selvfølgelig der det ender - altid!

Opsætningen er som helhed en smule statisk i den enkle scenografi og nedtonede kostumering af Peter McKintosh, men det passer unægteligt til historiens grundtone og pointer. For nogen er det sort og hvidt, men de fleste kan se gråzonerne - eller striberne, de blålige nuancer og kærlighedens farver. 

Og så nyder man endnu mere farver og detaljer. Som det skumskålende alpekor i Merano; den lyserøde turistmasse i ’One Night in Bangkok’; det vest-fikserede pressekorps; de fire skrivemaskineklamprende briter, komplet med tekopper og bowlerhatte, der skal godkende ’Aftalen’; og de røde slips - et af dem lidt for langt - der hinter til vores aktuelle krigsudfordringer.

’Chess - The Musical’ er et unikt og medrivende show, der giver vindermentalitet modspil på de store følelser som loyalitet, familie og kærlighed. Igen: ambivalent. For de tre dyder er ikke nødvendigvis bundet op på fædrelandet. Og slutscenen er Florence, der synger "Alt eller intet. Der er ingen grænser for mit hjertes land."