De vilde kaniner - Teaterkoncert Gnags

Gnags har altid haft en unik rytme og masser af spræl i teksterne, og at Peter A.G. og gutterne er en central del af den danske musiksjæl bekræftes legende og festligt i denne teaterkoncert. Men også med en fin, dybere opfordring, imens de vilde kaniner, den blå hund, Rytmehans og alle de andre smeltes sammen.

Det er en stærk åbning med tophittet ’Danmark’, der hylder mangfoldigheden med de ikoniske linjer "Lige meget hvem du, lige meget hvor du er.. så velkommen her.." der brager igennem - først semi-acappella og så med det velkendte beat. Men hov, de næste scener viser noget andet - for det er ikke kun de vildtvoksende blomster der sakses af - kaninørerne skal også af. 

Med gru og frygt ses sårene fra de afskårne ører, som har fået folk på alle fire og i snor, imens normer og fordomme ruller i ’Går med hunden gennem byen’ og ’Burhøns’. En lirekassemand er gået pip-pip imens andre ynker og kagler over deres ufrie liv. Overaktive lycra-dansere svinger mellem ’Rytmehans’ og ’En underlig fisk’ - og forsøger at finde fornuften.

Men så oppes beatet og stemningen, da en rødglødende knallert-Pippi (med forskellige Converse) ’Slingrer ned ad Vestergade’ og fanger Drengens opmærksomhed. Snart kan han høre sit hjerte sige: ’Jeg elsker dig’ og ser ’Fuldmånen lyser’. Det er helt magisk når de flyver og flyder sammen i wires - med lyskegler, stjernedrys og stjerneskud - til de lander som ’Kærester’ og to fabelagtige aerial-artister spejler dem endnu vildere i akrobatisk forførelse. 

Og så vælter det ud og op af huller og sprækker - med ’Vilde kaniner’, deriblandt en rollergirl, flere aerial-artister og en karismatisk frontfigur, der får dem til at twerke og danne cheerleading-formationer - imens to kæmpekaniner pustes op. Alt er pæn street style og indimellem med den karakteristiske naive tilgang som teksterne rummer, men helt basalt med positive toner og hang til festligheder så man ikke er i tvivl når nogen synger ’Er vi i live, eller hva’?’

Således fungerer Gnags-sangene ganske forrygende som fortælling - uden yderligere dialog - og instruktør Heinrich Topp Christensen formår især i 1.akt at skabe et originalt og finurligt show. Hvor Drengens dannelsesrejse bliver et billede på splittelsen mellem individualisme og diversitet, mellem frihed og fællesskab. Ideologier, der gennem de aktive Gnags-år har ændret sig og nu har sværere ved at koeksistere. 

De mest populære Gnags-toner er grundet i hippiekultur, og den lette løsning er selvfølgelig fri kærlighed og fri tanke. Men kærligheden er også mere kompleks i vor samtid - ganske rørende fortolket med ’Dybt i mit bliks blikstille blå’ og ’Når alt er forbi’. Iøvrigt med flot grafik og lyd af vandmasser over de store klippesten (omformet fra kæmpekaninerne) - skiftende til flotte, skulpturelle aerial-performances, deriblandt dobbeltgængerens spejling, ledsaget af Drengens vilde skrig af frigørelse.

Derefter følger de frie tanker, som åbenbart er et virvar af genrer - fra klovnepjat i ’Fodgænger’ over (overflødige) rockskrig til hulahopringe med ’Mr.Swing King’ - ligesom scenografi, koreografi og kostumer går i overgear. Vældigt festligt, men alt for meget cirkus-trylle-fantasi farveballade - hvilket ødelægger det ellers fede TheatreMax-udtryk. Lige med undtagelse af den spøjse (lyse)røde gummibåd der hejses op så teaterrummet kan fyldes med undervandssjov imens vi huskes på ’Den dejligste morgen’. 

Som hovedkarakter er Søren Torpegaard Lund igen fuldstændig fantastisk i både sangvariationer og skuespilinstinkter, ligesom kærestekemien med Sofie Topp Christensen er betagende. Fra deres smukke symbiose i ’Kærester’ til deres skænderi i ’Elskende i natten’, hvor han er den blide, og hun er den rå - og de må indse at "fjenden er inde i dig selv." Fremhæves må også Nanna Rossen og hendes altid stærke vokal, samt Nis Ps solide power i både dybe og høje toner.

Og så er Shaka Loveless et fantastisk supplement til det i forvejen fremragende cast - hans sprøde stemme passer perfekt ind i det funkede reggae. Især ’Safari’ er fabelagtig med det dyriske og sexede der udvikler sig saftigt med først Shakas flirt, så Sørens - og alle smyger sig op ad hinanden så man ikke kan kende dyr fra mennesker. På et tidspunkt lyder Shakas intonering som "safarlig.." - det er forrygende og hot. Og slutter endnu mere herligt - med en blå kanin/hund, gulerødder og masser af gnask - som i gnags. 

Men ’De Vilde Kaniner’ er skabt som en ensemblepræstation og det er en fornøjelse at mærke energien og samspillet i de mange imponerende musikfortolkninger. Der er bestemt ingen hængeører her og det er med garanti at man swinger ud af gasværket som fodgænger igennem byen - selv imod ensrettet. Så bare husk: "Lige meget hvem du…"