Ballet de Luxe

’Ballet de Luxe’ er et koncept, som Den Kongelige Ballet har lavet af flere omgange. Her får man mulighed for at opleve tre bidder af forskellige balletter på to timer. I denne sammensætning var det en overbevisende opvisning i hvor forskellige balletter er. 
 
Først George Balanchines blide og abstrakte ’Ballo della Regina’ (Dronningens Bal), som man kan få yderligere indblik i senere på året, da den opsættes i fuld længde i anledning af Dronningens 80 års fødselsdag. Scenografien var ganske simpel; en blå himmel med små hvide skyer dannede baggrunden, og foran den snurrede små alfelignende ballerinaer rundt med en fløjlsblødhed af fortryllende elegance. Balletten skulle efter sigende være Balanchines sværeste. En enkelt mand, Jonathan Chmelensky, havde fundet vejen til scenen, som ellers kun havde yndige kvinder i pastelfarvede dragter, og sammen med Holly Dorger dansede de overbevisende soloen.  

Helt omvendt forholdt det sig i ’August 2.0’, som udelukkende havde mandlige dansere på scenen. Meget spændende. Og langt mere elegant end frygtet. August Bournonville var den ukronede balletmester på Den Kongelige Ballet fra 1836 til 1877, og kompagniet er i dag stadig inspireret af ham, og ’August 2.0’ er en noget opdateret version af Bournonville. 

Moderne kostumer i grå, mørkegrøn og blå. Ryggen var bar, og nogle steder dækket af net, mens en støvet blå baggrund udgjorde den minimalistiske kulisse. Et eminent lysdesign gjorde det til en fornøjelse at opleve balletten, hvor mandekroppen var i fokus. I arbejdet med lyssætningen blev de bagerste dansere momentvis mørkelagt, mens baggrunden forblev lys. Det gjorde dem til en slags skyggedansere, hvilket var en stor oplevelse. Mere af det. 

Afslutningsvis dansede Caroline Baldwin og Gregory Dean i Marius Petipas ’Raymonda’ som er alt andet end minimalistisk. Frås, mere frås og flødeskum på toppen er stilen, når gardinerne væltende og voluminøst slangede sig langs søjlerne, hvor vi var til bal. Vi fik 3. akt af balletten, så hvad der lå forud, måtte vi læse os til. 

Man får en på opleveren med ’Ballet de Luxe’, men det er ærgerligt at rive en ballet som ’Raymonda’ i stykker, så vi kun fik le grand finale med, det blev lidt ligegyldigt. De to andre balletter har et abstrakt udtryk, man fortrylles af dansen uden noget stærkt narrativ som bærende element. De egner sig betydeligt bedre til konceptet med bidder af forskellige balletter.