Jenny – en historie om Lydmor

Musikeren Lydmor er en naturkraft, og det får instruktør Sebastian Cordes indfanget i sin dokumentar ’Jenny – en historie om Lydmor.’ Ikke blot fordi han får filmet en scene, hvor hun selv siger det, men fordi han får indsamlet alle beviserne på den kraft, der strømmer ud af hende. 

Under forberedelserne indleder den danske dokumentarfilminstruktør Sebastian Cordes og Jenny Rossander, med kunstnernavnet Lydmor, et forhold. Dokumentarens afsæt ændrer sig pludseligt. Der skabes et rum, hvor grænserne for, hvor tæt en dokumentar kan komme på et individ, udvides. Cordes og Rossanders nære forhold inviterer seeren endnu længere ind i historien om Lydmors musikunivers og hende som et mangefacetteret individ.

Over fem år filmes Rossander i arbejdet med albummet ’Nimue’ og debutbogen ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen.’ Cordes følger hende fra et studie i Norges vilde natur til på en stor scene i Hanoi og til når hun ligger på sofaen i parrets lejlighed i København. Særligt klip fra Norges natur fylder i dokumentaren. Skærmen prydes af flotte naturoptagelser, fra bølger der kraftigt og altopslugende bruser, til grå, tunge skyer og lyden af uvejr. Sammen med klip af Rossanders svævende hænder, kraftfulde armbevægelser og intime blikke til kameraet får Cordes skabt smukke og stærke billeder, som passende afspejler den naturkraft, Rossander er, og hendes kamp for at tage styringen over sin fortælling. 

Det er Rossander selv, der foreslår Cordes, at han skal filme hende i skabelsen af albummet ’Nimue.’ Selvom hendes forespørgsel også skyldes en fascination af ham, som er gengældt, ligger kærlighedsfortællingen sig blot i baggrunden og bliver mest af alt tydelig gennem klip, hvor Jenny ligger letpåklædt i sengen og betror sig til Cordes, som fint bliver et symbol på hele dokumentaren. For Rossander klæder sig virkelig af i dokumentaren. Vi får lov til at blive inviteret helt derind, i det intime kunstneriske rum hvor magien opstår. Og det er i den grad magisk! 

’Jenny – en historie om Lydmor’ er ikke kun en historie om tilblivelsen af albummet og hendes debutbog, hvor vi får et indblik i, hvordan Lydmor både forsvinder ind i kunsten, kæmper med den og skaber et fantastisk album og en vigtig bog. Det er også en intim fortælling om magt og afmagt, kampen for at genvinde narrativet over sin egen historie og berettigelse til at eksistere på egne præmisser. 

Rossanders musik og ord i dokumentaren sætter fokus på at være kvinde i musikbranchen og i et patriarkalsk samfund, hvor det kræver en insisteren på, at skammen skal skifte ejer, og at historier ikke skal ties ihjel, men råbes. Rossander insisterer gang på gang på at hendes fortælling findes, og hun er ikke bange for smerten, men ligefrem interesseret i den, som hun selv siger. “At afsløre mig selv er ikke uvant,” siger Rossander og tilkendegiver også, at hun gerne vil ses. Det bliver vores held som seere, da dokumentaren ikke kun sætter gang i tårerkanalerne, men også vækker kampgejst og kærlighed til skabelsen af kunst der rykker grænser. 

At Cordes’ håb for filmen er at åbne et rum for samtaler om, at kvinder naturligt må fylde i kunsten og i offentligheden, skinner tydeligt igennem. Hans ambition om samtidig at skabe et helstøbt portræt af en kvinde kunne næppe være lykkedes bedre end med Rossander i hovedrollen. Hun er ikke svær at filme, når hun giver så meget af sig selv. ’Jenny – en historie om Lydmor’ er en stærk fortælling, der bliver ved med at insistere, ligesom sin hovedperson.