Efter Brylluppet

Det burde kunne lykkes. At spinne noget elementært seriøst og smerteligt til en givende og glædelig status. Det lykkes i selve handlingen, men iscenesættelsen gør det alt for overfladisk og ender i overboostet lykkerus.

Når der skal være fest er Peter Langdal en skøn og kreativ scenemester, og en bryllupsfest har jo al den lykke, sjov og ballade, som Langdal excellerer i. De fleste i hvert fald. For i Susanne Biers Oscar-nominerede film foregår fejringen med noget alvorligere termer, som Langdal og hans imponerende række af talenter ikke formår at balancere med de glædelige budskaber.

Selvom vi med denne anden produktion i Bier-trilogien under Kulturhovedstad Århus er i musicalland, hvor en vis festivitas forventes af mange, er genren stadig fuld af eksempler på sjov og alvor i vellykket rørende miks. Men denne stort opslåede opsætning stritter sært i sine ellers gode intentioner af etnisk mangfoldighed i historie, karakterer og musik. 

Det starter og slutter med bevæget børnehjemskor i Indien, der popper op i tide og utide som enten festligt indslag eller dårlig samvittighed. Først styret med fjernbetjening af Jørgen (Kasper Leisner), den sortklædte forretningsmand, der har skjulte motiver for at invitere bestyreren Jacob (Erann DD) til donationsmøde i Danmark. Gode intentioner, men på et skrøbeligt grundlag, der skaber store følelsesmæssige udsving i familien.

For Jørgens kone Helene (Cecilie Stenspil) var engang kæreste med Jacob, der således er far til datteren Anna (Barbara Moleko), hvis bryllup snart viser sig som en karikeret udgave af hendes mors underlødige livsvalg. Kærligheden vendes på vrangen af flere omgange her, men der er for meget spræl og spas til at det virker ægte rørende som i filmen.

Alt for mange hektiske ideer, der skal peppe showet op – piller der vælter ud fra et skab, ligegyldige rap og orkesteropvisning af turbaner, den uforståelige dødsscene hvor børnene skal have en sidste historie om/af ”manden der vidste alt”, og mest af alt utallige stritfingre der skal agere mobiltelefon og hvor nogen alligevel lægger røret på som var det en god gammel telefon. Trods der senere alligevel kommer en rigtig mobil på scenen, uden der er nogen mening i den forskel.

Havde man dog bare trimmet ståhejet til færre karakterer, i stedet for at lade alle skeje ud. Det fungerer nemlig optimalt med Lea Thiim Harder som den ivrige concierge, der gør både hotel- og bryllupsoplevelse til fed gospel af den lummersjove art. Og lige til kanten med Andy Roda som den fordrejede fidusmager af en brudgom. Eller mere subtilt som Hanne Uldals moder med selektiv senilitet. 

Kongescenen er Kasper Leisners ’Jeg ku’ æde en gris’, der er så absurd sjov og gennemført macho-parodi, at man glemmer at hans Jørgen ikke føles helt troværdig i den toptrænede fysik og når grisebasseattituden fortsætter over i de følelsesmæssige afsløringer. Samspillet med Cecilie Stenspil lider også under manuskriptets underlige fremstilling af Helene som kold og afbleget, i både hår, hud og tøj. 

Jacob-rollen er gjort noget mere letbenet og febrilsk, så Erann DD klarer den med sin scenevante charme og smægtende stemme. Indimellem føles det lidt som om han glider over i koncertmode som sig selv, men indlevelsen er der og han nailer nogle af musicalens bedste numre. Den rockede ’Det’ galskab’, og duetterne ’Kan jeg nå dig’ (med Moleko) og ’Vi tabte tiden’ (med Stenspil).

Sidstnævnte er skrevet af Mads Langer, hvilket smadrer den ellers interessante ide om at de fem superkomponister skulle skrive sangene til hver deres karakter: Tim Christensen (i samarbejde med Peter Sommer) til Jacob, Anne Linnet til Helene, Peter A.G. til Jørgen, Sys Bjerre til Anna, og Mads Langer til brudgommen. 

Og desværre er den musiske del et rod, der spreder sig over for mange stilarter, klichefyldte tekster, plus noder man genkender fra Dizzy Mizz Lizzy, ’Barndommens gade’ og Gnags. Musikmiks kan sagtens fungere, men her er for meget kamp om opmærksomheden i både komponistudtryk og performeraftryk. Simpelthen for mange personligheder, der vil sætte en stil. Og så Langdal, der bare vil skabe en fest af det hele.

Efter en meget rodet afrunding slutter det i endnu en børnefestlighed, og man er egentlig ikke så meget klogere på folks gode intentioner, bare at de alle hele tiden forsøger at gøre det bedste de kan og gøre det oplivende og underholdende. Og ja, det virker, man keder sig ikke et sekund – hverken før, under eller efter brylluppet. Men en uforglemmelig fest er det ikke blevet til.