En ganske rar mand
DRAMA / KOMEDIE
Premiere 2. september kun i Grand
I norske ’En ganske rar mand’ har svenske Stellan Skarsgaard den altdominerende hovedrolle som Ulrik der i filmens første scene sendes ud i virkeligheden efter et 12-årigt ophold på hotel tremmely for mord. Verden udenfor er gået videre for nogen, for andre er tiden forlængst gået i stå, hvilket i særdeleshed synes tilfældet for Ulriks lyssky bekendtskaber.
Realiteten er, at Ulriks søn i løbet af de 12 år er blevet en voksen mand og at de gamle kendinge fra fortiden i form af storskrydende gangster-mockups dukker op på ny og fylder på med hævntogtsplaner. Instruktøren Hans Petter Moland (’Kammerat Pedersen’, 2006) jonglerer med temaet ”nature versus nurture” eller arv og miljø, som det hedder på dansk.
Filmen giver et eksempel på den universelle skærsildslignende proces alle løsladte langtidsdømte skal igennem, når de slippes ud på den anden side af en afsonet dom. Er et fængselsophold lig med rehabilitering eller kan mennesker ikke ændre på den, de grundlæggende er?
Filmen er ret ujævn og derfor også kun jævnt morsom. Skarsgaard viser dog fremragende form, som den på én gang ganske rare og samtidigt frastødende, lurvede eks-indsatte, der lider af 12-års fængselsapati og klamrer sig til ønsket om at rehabilitering er en sandhed. Skarsgaard giver således en hæderlig, underholdende og klædeligt underspillet præstation der ligger ganske lunt i svinget. De resterende biroller er en broget flok af mindre velspillede, smålige, afstumpede, sørgerlige eksistenser med enkelte lysglimt iblandt.
Den tykt påsmurte humor er brugt til at afvæbne de tunge emner, men dækker nok mere over en ubehændig berøringsangst over for samme, dog giver de komiske tilbøjeligheder liv til et par ret ualmindelige, morsomme sexscener. Humoren falder desværre tungt til jorden flere steder og forårsager generelt at filmen undviger en egentligt stillingtagen og lægger behørig afstand til den umiddelbare konklusion på hele misæren.
Man mistænker endda den danske manusforfatter Kim Fupz Åkeson for at have et latent ønske om at skyde sædeligheden eftertrykkeligt i sænk – og det lykkes.