Diamanti

Endnu en vidunderlig (kvinde)film fra tyrkisk-italienske Ferzan Özpetek, der har samlet en masse af sine yndlingsskuespillerinder - hans diamanter - i en herlig hyldest til (italienske) kvinders power.

Det starter i nutiden med et overdådigt, boblende haveselskab af 18 skuespillerinder, der skal være med i Özpeteks nyeste film - og nu er inviteret til at skabe deres egne karakterer. Her starter fællesskabet, der holder gennem hele filmen, trods drama, passion, sladder og rivalisering som naturligvis opstår når mange kvinder samles i et kreativt miljø.

Dramaet bobler i en højtprofileret 1970er-systue - midt i hektisk vitalitet og kreativitet - som søstrene Alberta (Luisa Ranieri) og Gabriella (Jasmine Trinca) styrer med henholdsvis striks og nådig hånd. Fortællingen centrerer sig om en stor kostumebestilling til en 1800-tals filmproduktion, hvor designeren (Vanessa Scalera) altid skændes med instruktøren (Stefano Accorsi), og de to hovedrolle-divaer skal holdes til hver sit fitting-skema. 

Selvom Alberta og Gabriella gennemgår en udvikling, er den fortløbende handling minimal. Filmen er proppet med karakterdrama, og de mange skønne karakterer får deres småhistorier til at shine - som varierende diamanter skinner efterhånden som (spot)lyset rammer dem. Her er mødre, med og uden mænd; karrierekvinderne; hustruer der misrøgtes; singlerne og mændene de får til at synge, danse og flirte - eller den tidligere elsker, der pludselig dukker op. Samt den lille dreng i knaprummet og den unge pige i omklædningen. Nogle sladrer og nogle er hemmelige, men sammenholdet vinder altid, imens de skaber farverige, struttende kostumer. 

Og Stefano Ciammittis kostumer er virkelig fantastiske - også med finurligheder i et særligt rødt skørt, hvor det er svært at finde den rigtige tekstur og farve. Her spiller titlen ind - samt karamelpapir. Derudover et skønt soundtrack af Giuliano Taviani og Carmelo Travia - samt klassikere af Patty Pravo og Mina -  ikke mindst hovedtemaet ’Diamanti’, der også afslutter filmen med bekræftende leveord samt drømmen om at være diamanter.

De feminine energier har altid stået stærkt i Özpeteks filmunivers og dette er en hyldest til film og filmdivaer, der inspirerer til at gøre hverdagsting til mere ekstraordinære oplevelser. Som diamanter, der glitrer og glimrer. Naturligvis primært en hyldest til hans egne skuespillerinder - men også de tre ikoner nævnt i slutningen: Monica Vitti, Virna Lisi og Mariangela Melato.

De små referencer i filmen er meget interne for italienske filmkendere, og måske spejler den lille iagtagende dreng en del af Ferzan, der selv brugte en del år i kulissen på teater og film, som assistent for andre instruktører, før sit gennembrud med ’Hamam/Det tyrkiske bad’ i 1997. ’Diamanti’ er ægte Özpetek - altid både drama og humor, så man virkelig mærker kvindepassion og -power. Som en central replik lyder: "Alene er vi ubetydelige, sammen er vi stærke."