Engle går i hvidt

  • Vivian Qu
  • premiere 6. december 2018
  • 4.02

Fakta

DRAMA

Originaltitel: Jia nian hua

Premiere 6. december 2018

Hvid vil altid være synonymt med uskyld – men også noget koldt og klinisk. Og sådan føles den kinesiske indie-instruktør Vivian Qus ’Engle går i hvidt’ også, oveni den vigtige og rørende historie. For selv de unge piger, der bliver udsat for overgreb, synes bevidste og nærmest accepterende overfor de kvinderoller de forventes at leve op til.

De hvide og blonde idealer i filmen er klassiske, men har alligevel bid i baghistorierne. Begge på sandstranden ved motellet, hvor kriminaliteten tjekker ind. Her er bryllups-fotoshoots, med heste og blomsterbuer, hvor alt ser lykkeligt og uskyldigt ud – for selvom kjolerne er lejede og beskidte, så kan de altid photoshoppes rene og smukke. Uskylden, der kan repareres overfor den seksualiserede uskyld: En mega-statue af Marilyn Monroe med det hvide kjoleskørt flagrende så trussen afsløres (som i filmen ’Den Søde Kløe’), i symbolet på fri seksualitet.

Begge er også en objektivisering af kvinden, filmens grundtema. Kvinderne er i front, det er deres stemning og deres æstetik, ofte ganske hvidt, blødt og nært. Mændene er derimod filmet på afstand, i periferien eller i mørket, og er ret anonymiserede samt skåret over den samme skurketendens, men det gør dem bestemt ikke mindre skræmmende og klamme i deres magtmisbrug.

Det første overgreb er voldtægten af to 12-årige piger, der indlogeres på motellet, hvor Mia (Wen Qi) har overtaget receptionsvagten fra veninden Lily (Jing Peng). Mia filmer manden, der går ind til pigerne, og vakler efterfølgende mellem at betro sig til advokaten Hao (Ke Shi) og at afpresse gerningsmanden. 

For hvad kan en ung pige ellers gøre, når alt er til salg og penge er den eneste fremgangsmåde – andet end selv at skabe noget salgsværdi? Hendes problem er at hun ikke har opholds- og arbejdstilladelse – Kina har åbenbart nogle ret sære regler om ID- og tilhørsforhold. Mon det skaber mere eller mindre kriminalitet?

De efterfølgende overgreb udstikker en samfundsorden, hvor folk (primært mænd) er mere interesserede i at true, bestikke og tilsløre fremfor at hjælpe ofrene retmæssigt. Pigerne lærer mest af alt at de må acceptere kvinderollerne og klare sig selv, på godt og ondt. For selv hvis de har modet til at slippe fri, er det ikke sikkert de kan opretholde stamina overfor den kyniske omverden.

Igen er den metaforiske engel Marilyn Monroe, hvis statue i starten er hvid og ren og populær, men efterhånden er hun også blevet brugt, beskidt og plastret til med plakater, så hun fragtes væk. Ligesom den virkelige historie om denne statue – kopi af amerikanske Seward Johnsons ’Forever Marilyn’ – der blev dumpet på en losseplads efter 6 måneders udstilling. Noget uskyld kan nemlig ikke repareres. Hvis folk først har set tilsmudsningen. Derfor er den vidunderlige slutscene også tvetydig i al håb og lykke. 

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

seneste
film

5.04
Bradley Cooper
4.02
Lars von Trier
6
Carl Javer
5.04
Steve McQueen
4.02
Michael Moore
4.02
Luca Guadagnino

seneste
scene

5.04
Black Box Dance Company
3
Operaen
4.02
Bådteatret
close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.