Farlige forbindelser

Kroppe skriblet til med ord, som skabt af ord. Som levende organismer kribler og krabler de, ordene, der gengiver ting, mennesker, stemninger, følelser via de udtryksfulde kroppe. Det er kropsnær moderne ballet når det er bedst, men ordmylderet er afsporende for sensualiteten.

Det er udmærket tænkt at ville bevare nogle af de spiddende brevvekslinger fra Choderlos de Laclos’ skandaleroman ’Les Liaisons Dangereuses’, for teksten er dybt fascinerende i sit gemene spil af aristokratarrogance og -narcissisme. Men der skulle være skåret skarpt ind til de manipulerende ordvekslinger mellem Markise de Merteuil og Vicomte de Valmont, så spændstigheden fikserede magtbegæret mellem dem. 

Koreograf Cathy Marston har ellers stor erfaring og succes med at nytolke litterære klassikere til dans, men her i dramaturgisk samspil med Edward Kemp bliver tekstdelen for tung. Og så er det helt misforstået at tilsætte et ekstra lag hvor markisen er dødsdømt, for at udforske om hun og vicomten ser anderledes på deres manøvrer ti år efter. Det er på ingen måde pointen! Originalt er der no mercy! 

Måske derfor teksten slet ikke lyder så saftig, skarp og syleled som den bør. Og fordi skuespilcastingen ikke fungerer. Især Marie Dalsgaard magter tydeligvis ikke den aristokratiske tone og det begærlige vid, mens Mads Rømer Brolin-Tani bare er drævende kedelig. Stilmæssigt helt ved siden af og når der endelig kommer følelser på, er der bare for meget skrig og hysteri.

Alt imens de verbale intriger mellem de to adelsfolk falder til gulvet, vikler scenografi, musik og dansere sig fremragende ind i den mere sensuelle del af handlingen. Fra det første kjolestativ sprænges, over guldstole som en del af magtbilledet, til det kæmpestore spind der ryster faretruende men alligevel modstår frigørelsen.  Danserne fylder lykkepaletten så smukt som de smerter under bedraget, og kroppene smyger sig tæt og sexet som var det en livsnødvendighed. 

Koreografisk tilføjer Marston samme forunderlige kropslighed, som hun gjorde til Bellevues Sommerballet 2013 og 2015, henholdsvis ’Elefantmanden’ og ’Lolita’. En ganske skulpturel balletform, der fordrer en anderledes smidighed og styrke hos danserne. Især fabelagtig er Jón Axel Fransson, der snart må rykke op som solodanser, og Ida Praetorius’ unikke uskyldscharme snupper igen opmærksomheden fra sine medballerinaer Kizzy Matiakis og stortalentet Astrid Elbo.

Det er scenograf Steffen Aarfings første balletforestilling, og både kostumer og scenografi er lige i symbolladet vinkel. Kjolestivere og flagrende skørter, mega-spindelvæv og transparente vippespejle – konvention versus provokation helt enkelt og udtryksfuldt. Ligeså Jesper Mechlenburgs – der også skabte det markante lydspor til ’Lolita’ – stemningsfulde kompositioner domineret af cembalo, violiner og fløjte, indimellem helt uhyggelig i sin vildskab. 

Så jo, der er absolut vellykkede farlige forbindelser her – visuelt, musikalsk og balletmæssigt er det en fest af rokokodekadence og forførelse på højt kropsligt plan. Men også hårdkogt kærlighed med mottoet: Erobre eller dø. For de to hovedkarakterer er sejren alt, og døden gør ikke mere ondt end nederlaget.