pixel

Alment Frederiksberg-byggeri nomineret til pris

Et alment boligbyggeri på Frederiksberg er nomineret til en international murerpris for sin brug af teglsten.

Alment byggeri, Ågade, nat

Det kan være svært at være arkitekt. Især hvis man gerne vil være en arkitekt, der gør alle glade.

I en by som København, hvor historiske stilarter spredt over flere århundreder tørner sammen på gadehjørner, kan opgaven med at tegne et hus, der falder naturligt ind i omgivelserne og samtidig giver noget nyt tilbage til byen, øge sværhedsgraden.

En sådan udfordring stod Mangor & Nagel Arkitekter overfor, da man fik opgaven at tegne et alment byggeri med begrænset budget klods op ad en kirke, en ældre boligkarré, et gammelt villakvarter og en indfaldsvej på én gang. 

Men noget må være lykkedes, for nu vælter roserne ind. I Frederiksberg Kommune har man netop tildelt byggeriet 'Bygningspræmieringen', som siden 1902 har været uddelt i kommunen til "god og smuk arkitektur".

"Falkoner Allé 128 viser, at det kan lade sig gøre at opføre en ejendom med almene boliger, der både er smuk, god og føjer sig naturligt ind i byen," skriver dommerudvalget på Frederiksberg.

På Magasinet KBHs Facebook-side har byggeriet tidligere modtaget flere rosende ord. 

Og det stopper ikke her, for nu har projektet også fået international opmærksomhed. 

Denne gang er det for sin facade, da det sociale boligbyggeris betonplader er beklædt ned blødstrøgne teglsten i rødlige nuancer, hvor der er arbejdet med at skabe relieffer i murværket.

Teglstenene har nu udløst en nominering i kategorien "living together" i den internationale prisuddeling The Brick Award, der hylder det moderne murværk.

Prisen er siden 2004 blevet uddelt hvert andet år af østrigske Wienerberger — verdens største murstensleverandør — som på deres hjemmeside understreger, at konkurrencen afgøres af upartiske og uafhængige eksperter.

Et hus, der tilpasser sig

Det er dog ikke kun facadearbejdet, der er specielt ved byggeriet på hjørnet af Ågade og Falkoner Allé, der blev indviet sidste år.

Den smalle bygning ved siden af De Døves Kirke er nemlig opført som en ny gavlbygning, hvor hver enkel side af huset tilpasser sig de skalaforhold og udtryk, som de ret forskellige omgivelser omkring byggeriets tre sider byder på.

Mod den ene side smyger den sig til en eksisterende, uafsluttet karrébebyggelse.

Mod gaden og kirken er murværket klædt i rødbrun tegl med mønstermurværk langs stueetagen, som sender vink mod de større sociale boligbyggerier i mursten langs Åboulevard og Ågade. 

Og sniger man sig om i baggården mødes man nærmest af et helt nyt hus. Her skråner taget hele vejen fra 6. og ned til 1. etages højde og er beklædt med mørke naturskifer-plader, der passer til kirkens tag.

I forhold til husets seks-etagers fremtoning mod Ågade er bagsiden betydeligt skala-nedtonet, så den ikke clasher med den gamle to-families villabebyggelse, Falkonergaarden fra 1918, der i dag er børneinstitution og resten af områdets grønne villa-udtryk.

Ind mod gården ændrer husets skrånende facade farve til en gråhvid nuance i rå beton, der passer med den pudsede bagside af den ældre nabobygning med lejligheder. Her finder man svalegange langs facaden, der også giver plads til små private altanrum for beboerne og som med tiden vil blive dækket til med klatreplanter.

Godt givet ud

Det er boligselskabet AAB, der ejer de blot 14 lejligheder i det lille nye byggeri, og som med en samlet byggesum på blot 18 millioner kroner må siges at have fået noget for pengene, hvis man omregner til ren arkitektur-credit. 

Brick Award uddeler dette år sine nomineringer i de fem kategorier; "feeling at home", "living together", "working together", "sharing public spaces" og "building outside the box". 

Konkurrencen afgøres af et hold af uafhængige arkitekturkritikere, arkitekter og bygningseksperter. De endelige vindere kåres til sommer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

For nylig nåede det højeste tårn toppen, og snart begynder byggeriet af Postbyens almene boliger, der skal skabe et "klassisk københavnsk gadeforløb".

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling