Medvind til forvandling af Søren Kierkegaards Plads
Efter mange års tilløb tager Københavns Kommune nu konkret skridt mod at få forvandlet Søren Kierkegaards Plads til et levende og grønt byrum.
Søren Kierkegaards Plads, der af mange ses som lidt af en stenørken midt i byen, kan snart se frem til en grøn forvandling.
De københavnske politikere blev nemlig for nylig enige om en såkaldt 'hensigtserklæring', der skal bane vejen for at omdanne pladsen til et grønt og inviterende byrum.
Erklæringen er baseret på en foranalyse udført af Gehl Architects, som peger på et stort potentiale for at skabe et nyt, unikt havnerum med grønne og historiske kvaliteter.
Kræver dialog med staten
Før omdannelsen kan begynde, skal det fremtidige ejerskab for pladsen dog afklares.
Pladsen ejes i dag af Slots- og Kulturstyrelsen, Det Kgl. Bibliotek og Nationalmuseet, som alle hører under Kulturministeriet.
Sammen med Københavns Kommune skal ministeriet nu afklare, hvem der skal eje og drive pladsen i fremtiden. Når det er på plads, kan mulig medfinansiering søges hos fonde, og en endelig arkitektkonkurrence kan gå i gang.
Et lignende forslag strandede for omkring 10 år siden, da der ikke blev koordineret mellem stat og kommune, og da en daværende minister troede, at ejerne var i gang med at lægge en plan — uden at de var det.
Denne gang har det kommunale embedsværk dog været i dialog med alle grundejerne, og den nye politiske erklæring fastslår, at Københavns Kommune nu selv skal tage initiativet og skubbe projektet videre.
Risikoen for at visionerne igen går tabt i kommunikationen mellem rådhus og Kulturministeriet bør derfor nu være betydeligt mindre.
Kulturministeriet er dog måske ikke den eneste statslige enhed, der skal laves aftaler med, før planerne kommer i gang.
Også Politiet skal høres, hvis et forslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen om at sænke hastigheden på Ring 2 for at skabe mere ro på pladsen, skal blive til noget.
Foranalyse viser vejen
Pladsen, der ligger centralt mellem Den Sorte Diamant, Blox og Christian 4.’s Bryghus, er i dag gennemskåret af Ringvej 2, hvilket gør den både støjende og usammenhængende.
Foranalysen fra Gehl Architects foreslog en række tiltag for at rode bod på lidt af kaosset — som vi beskrev sidste måned.
Analysen peger på at skabe ægte opholdsstemning med mere grønt og flere træer, som samtidig respekterer de vigtige sigtelinjer til de historiske bygninger.
Nye stier skal lede besøgende mere naturligt rundt på pladsen og styrke sammenhængen med de omkringliggende områder som Bibliotekshaven og havnefronten.
Desuden foreslås det, at trafikstøjen begrænses med grønne barrierer, og at et ensartet "bygulv" kan skabe visuel sammenhæng på tværs af vejen.
Denne runde af et ønske om en forvandling af Søren Kierkegaards Plads har været længe undervejs.
I 2022 omdannede Realdania midlertidigt pladsen til en grøn oase, hvilket gav en knap så dyr forsmag på, hvordan en permanent udformning kunne se ud.
Med den nye hensigtserklæring er der nu taget et konkret skridt mod en grønnere fremtid for pladsen, selvom den egentlige finansiering først vil blive behandlet i kommende budgetforhandlinger.
På baggrund af Gehl Architects forslag forventes omdannelsen at koste omkring 64 millioner kroner med årlige driftsomkostninger på 3-6 millioner kr.
Det er en hel del mere end der blev afsat til to byrumsprojekter i Middelalderbyen for nylig — og de måtte vente i flere år på kommunal finansiering.
Søren Kierkegaards Plads kan dog måske have den lille fordel, at meget pengestærke Realdania ejer Blox, som danner pladsens vestlige "væg".
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!