The Handmaid's Tale

Bogen, filmen og tv-serien - de gør det alle, men operaen gør det endnu mere: Forplanter uhyggen, frygten og ondskaben. For oveni den allerede frygtelige fortælling og de urovækkende scenarier giver musikken en gysende følelse, der sætter sig i kroppen.

Da Poul Ruders opera over Margaret Atwoods roman ’Tjenerindens fortælling’ fra 1985 havde premiere i 2000 var der god fremtidsfabel-vibe omkring den, og det blev til et par udenlandske opsætninger. Men da succesen med tv-serien ’The Handmaid’s Tale’ bragede igennem fra 2017 kom flere opsætninger til, og nu er  operaen tilbage i Det Kongelige Teater-regi - af tidligere operachef John Fulljames - med den (oprindelige) engelske libretto af Paul Bentley. 

Og nu er fortællingen rystende aktuel i vores nutid af diktaturer, der negligerer menneskerettigheder og ekskalerer kvindeundertrykkelse. Miljøkatastrofen er også trolig, og har her skabt infertilitet, som det totalitære regime Gilead har løst ved at påtvinge fertile kvinder at agere rugemødre. Et samfund baseret på den værste magtliderlighed, hvor undertrykkelse og frygt toppes med løgn og indoktrinering. Kvinderne har ingen frihed, ingen ret - de er enten hustruer, tjenerinder, husholdersker eller regime-ansatte til at fastholde loven - og lever under konstant pres og trusler.

Det er en fragmenteret fortælling titelkarakteren Offred (Hanna Hipp) åbenbarer i tjeneste hos ægteparret Fred (Morten Staugaard) og Serena Joy (Hanne Fischer): Fysiske overgreb i befrugtningssessionerne med både mand og kone, samt dilemmaet om at blive gravid og dermed få frataget sit nyfødte barn. Ceremonier, der er en del af hverdagen for Offred og de andre tjenerinder, inklusiv Tante Lydias (Gisela Stille) dødsstraf-ceremonier, samt gåture til Muren hvor ofrene hænger.

Alt foregår til frygtindgydende skue og samtidigt bliver tjenerinderne mentalt hjernevaskede af direkte modsatrettede, hellige paroler som "velsignet være frugten" og "salige er de svage," ligesom de får prædiket at det ikke handler om sterile mænd, men om golde kvinder. Løgn på løgn - og ’Amazing Grace’ som baggrundshymne.

Chloe Lamfords scenografi er effektiv i de enkle, rolige og semi-kolde greb om et kontrolleret og overvåget samfund. Ofte er mange rum og karakterer på scenen samtidig, uden vægge mellem, eller bare en stor vinduesvæg. Det giver god aktivitet på scenen, og fin spænding. Ruders (og Attwods) oprindelige fremtidslag er droppet til denne opsætning, men Offreds fortid spiller velfungerende parallelt med nutiden - og et par af de mest følelsesladede øjeblikke er den vitale duet med hendes yngre jeg, der lidt efter ender i endnu stærkere clinch. 

Den polske mezzosopran Hanna Hipp er fremragende som Offred, suppleret fint af canadisk-britiske Sarah Champion, og omkring dem markante danske operaprofiler som Gisela Stille, Hanne Fischer, Nina Sveistrup Clausen og Andrea Pellegrini. Ligeså det formidable kvindekor, der også får det til at løbe koldt ned ad ryggen, og i orkestergraven styrer australske Jessica Cottis forrygende Det Kongelige Kapel.

Så selvom Gilead-fortællingen er yderst mandsdomineret, er det kvinderne der brillerer i denne opera, og slutbilledet er ganske stærkt og konfronterende. Men stemningen som Ruders musik skaber kan man ikke komme udenom: Den er maskulin og martrende, ikke klassisk melodiøs og sentimental. Ruders partitur er moderne, kontrastfyldt og nærmest mystisk, når der veksles mellem tonal og atonal, så det bliver helt nervepirrende indimellem. Det er særdeles velvalgt til denne historie - og interessant, men også anstrengende for nogen - for det er musiktoner, der sætter sig tungere i kroppen. 

’The Handmaid’s Tale’ er en frygtelig fornøjelse, en mesterlig fortolkning af Poul Ruder, og med potentiale til at blive en operaklassiker, der kan opsættes med jævne mellemrum - i Danmark såvel som udlandet. Og den bliver sikkert kun mere aktuel med årene, for hver genopsætning og -tolkning.