Jackie

Myteskabelse på højest plan. Ganske enkelt, men i velturnerede detaljer, der knivskarpt mixer realitet, lignelse og ikonisering. Alt flyder sammen og går eminent op i dette nærgående portræt af 34-årige Jackie Kennedy i de turbulente dage efter JFK’s død.

Natalie Portman får uden tvivl en fortjent Oscar-nominering for sin hudløse skildring af denne ikoniske præsidentfrue. Sitrende af sårbarhed og pulsende af beslutsomhed – en rystet, sørgende førstedame, der trods øjeblikke af vaklen er i fuld kontrol. Som når hun adviserer journalisten (Billy Crudup) på dørtærsklen en uge efter sin mands død (danske Caspar Phillipson, der ligner JFK helt utroligt) om retten til at redigere: ”Hvis jeg ikke siger præcis hvad jeg mener.” 

Dette interview er rammen for tilbageblik, der giver et usentimentalt billede af Jackies sorgtackling i skyggen af politiske procedurer, og hendes insisteren på at JFK’s begravelsesoptog skal være ligeså omfattende som Lincolns. Her perfektionerer hun sit image som trendsættende førstedame, konsoliderer JFK’s eftermæle, og trumfer igennem at deres afdøde spædbørn får gravsteder ved siden af ham på Arlington. 

Interviewet – i virkeligheden skrevet af Life-journalisten Theodore H. White – er også grundstenen i filmens tema om myteskabelse. Herfra stammer ’Camelot’-citaterne, der for eftertiden gav Kennedy-æraen mytiske proportioner. Som fortalt af Jackie med konklusionen: ”Der vil være nye store præsidenter, men aldrig et nyt Camelot.” Journalisten føjer modvilligt Jackies argumenter om at folket gerne vil tro på eventyr, og hun pointerer iøvrigt at tv er ved at overtage fortællingen.  

Netop for og bag kameraet i genskabte scener af tv-dokumentaren “A Tour of the White House with Mrs. John F. Kennedy” fra 1962 understøttes billedet af Jackies karakter og renommé, privat som offentligt. Den livslange dedikation til restaurering og bevaring af historiske effekter, der medførte adskillige ændringer i indretning, forvaltning og ejerskab gennem hendes tid i præsidentboligen. For der er identitet og autenticitet i historien, som Jackie tydeliggør.

Autenticiteten kommer også frem i de uforglemmelige billeder af JFK-attentatet og den spektakulære begravelseskaravane – originale optagelser mixet med reproducerede, der meget interessant også udfordrer vores realitetssans. Eksempelvis er begravelsesoptoget jo en kæmpe iscenesættelse med tilskuere en masse, og det virker stærkt når Jackie kigger ud af bilruden, hvori den virkelige menneskemasse fra 1963s tv-optagelser spejles.

Chilenske Pablo Larrains ’Jackie’ er et karakterstudie, der vækker eftertanke i ligeså stor stil som det eftermæle, filmen skaber for sin hovedperson. Kameraet går ekstremt tæt på Jackie, så selvom der kun er få udbrud af følelser, mærkes det yderst intimt, råt og semi-provokerende at følge hende i netop disse så skelsættende dage. Den moderne verdens mest ikoniske førstedame var ekstremt privat, så der er tolkninger ikke alle vil synes om i dette portræt, der balancerer udadleligt mellem det private og det medieskabte. Ikoner lever for evigt – det gør JFK og Jackie. Ikke mindst med denne film.