Jud Süss - I ondskabens tjeneste

Selve historien om jøden Süss starter i 1925 med Lion Feuchtwangers anti-nazistiske roman af samme navn. Så fortsætter den med en nu ganske glemt britisk filmatisering i 1934 med den tyske skuespiller Conrad Veidt i hovedrollen. Sit klimaks tager historien så med den af Göbbels beordrede nazificerede genindspilning i 1940.

Nu har vi så fået ’Jud Süss – i ondskabens tjeneste’, et forsøg på at gøre omstændighederne omkring tilblivelsen af dette nazi-regimets mest nederdrægtige propagandastunt begribelige.

Den er yderligere et forsøg på at skildre de svære moralske kvaler, den østrigske skuespiller Ferdinand Marian (Tobias Moretti) havde ved at lave filmen. Sidst men ikke mindst har instruktøren ønsket at skildre degenereringen af kulturlivet i Tyskland gennem Joseph Göbbels (Moritz Bleibtreu) omkring udbruddet af 2. Verdenskrig.

Alle tre dele mislykkes katastrofalt. Først og fremmest fordi Roehler på intet tidspunkt virker sikker i sin intention med filmen. Helt grundlæggende må man af en film, om dette historisk så tunge emne, forvente at instruktøren på forhånd har gjort op med sig selv om hvorvidt det er dokumentarisme eller fiktion man ønsker at lave.

Dernæst må man forvente, at man, lige meget hvad man beslutter sig for, har de historiske facts helt på plads. Det er ingenlunde tilfældet hos Roehler.

Værst er dog to ting: En scene hvor karakteren Marian dyrker sex med en ss-officers kone i vindueskarmen på loftet af en bygning i Berlin under et luftangreb. Vinduet er åbent, byen brænder i baggrunden og hun får den bagfra. Dernæst er Moritz Bleibtreus Göbbels-figur det mest grotesk karikerede klovne-portræt af en nazist, jeg nogensinde er blevet tvunget til at se. En præstation der igen sætter Bruno Ganz’ portræt af Hitler i ’Der Untergang’ i perspektiv. Bleibtreus præstation er ussel.

Filmen er et afskyvækkende eksempel på hvordan man kan slå plat på en ulykkelig fortid, med drama nok til langt at overskygge fiktionen, hvis ikke man tager sit stof alvorligt.