Love, Rosie

Det er ikke mange måneder siden, at ’What If’ udforskede akkurat det samme tema som ’Love, Rosie’: To attraktive unge mennesker, der er som skabt for hinanden og er bedste venner, bruger det meste af filmen på at overveje, om de skal tage deres forhold et skridt videre og blive kærester.

Der er dog himmelvid forskel på, hvor godt de to film slipper af sted med denne ikke særligt originale historie. Hvor ’What If’ har rappe replikker og et sympatisk persongalleri har ’Love, Rosie’ irriterende, endimensionelle karakterer, som opfører sig ganske tåbeligt.

Rosie (Lily Collins) og Alex (Sam Claflin) har været bedste venner, siden de var helt små. Efter gymnasiet har de planer om at flytte til Boston og læse videre, men et enkelt beruset fejltrin til den afsluttende skolefest gør, at Rosie bliver nødt til at revidere sine planer og blive i England, mens Alex flytter til USA alene. Og så følger vi ellers de to – og deres skiftende kærester, jobs og liv i øvrigt – over de næste 12 år, hvor de bliver ved med at holde kontakten og længes efter at blive andet og mere end bedste venner.

Skuespillerne gør deres bedste for at få noget troværdigt ud af et papirtyndt plot og både Lily Collins og Sam Claflin kan sagtens være deres indsats bekendt. Derimod får endnu en fotomodel sin debut som skuespiller: Suki Waterhouse – og det er endnu en reminder om, at bare fordi man har dådyrøjne, lækkert hår og et BMI på under 18 betyder det IKKE, at man kan spille skuespil.

Problemet med ’Love, Rosie’ er først og fremmest, at den ikke er særlig spændende eller bare tilnærmelsesvis interessant. Og det hænger sammen med, at dens litterære forlæg er bogen ’Hvor Regnbuen ender’ af Cecelia Ahern. Hun har efterhånden skrevet en del bøger i chick lit-genren og har tidligere fået filmatiseret ’P.S. I Love You’. Det er den, hvor skotske Gerard Butler forsøger at tale med irsk accent og fejler ganske gudsjammerligt. Cecelia Ahern er ikke nogen Salman Rushdie, og det er også ganske ok. Men hun er heller ikke nogen Helen Fielding, og selv Barbara Cartland har skrevet romaner med større originalitet og spænding.