Mandebilleder

Hvad hvis vi kunne tvære kønsrollerne ud, som var det læbestift? Det er netop, hvad dramatiker Sofie Diemer undersøger med forestillingen ’Mandebilleder’, hendes sidste som huskunstner på Aveny-T.

Fire kvinder lancerer læbestiften ClearFeel. Løsningen på kvinders efterspørgsel på mænd, der kan tale om følelser. Løsningen er i læbestiftsform, og den er effektiv! Når læbestiften påføres, ændrer den på hormonbalancen, og mænd er ikke længere bange for at græde eller tale om følelser. Produktet bliver intet mindre end en verdenssucces. Der opstår mandefællesskaber, hvor der kan tales om alt fra faderskab til følsomme formuleringer på dating apps. Men det er som om, at drømmen om en følsom mand for nogle kvinder bliver tættere på et mareridt. 

Forestillingen er filminstruktør Mathias Broes debut som teaterinstruktør, og selvom titlen kunne indikere et mandligt perspektiv, så indtages alle rollerne af ciskvinder og nonbinære skuespillere. Stykket er derfor på mange måder et opgør med kunstens hidtidige dominerende maskuline blik. Her er det nemlig kvindernes blik på det maskuline.

’Mandebilleder’ er en humoristisk undersøgelse og kritik af den jungle, det er at navigere i kønnede forventninger. Forestillingen bliver til tider for karikeret med de mange floskler om træmænd, men man er konstant underholdt. Blandt andet takket være musiker Freja Kirk, som gør debut som skuespiller.

Kirk står også bag musikken, som udgør en væsentlig del af den vellykkede helhed. ’Mandebilleder’ bliver nemlig lige så meget en minikoncert som en teaterforestilling. Det er velproduceret pop, hvor skuespillerne Kimmie Liv Sennova, Hanin Georgis og Zere Celik transformeres til baggrundsdansere under popnumrene. 

Kirk, Sennova, Georgis og Celik skinner igennem på scenen trods lidt premierenerver og tekniske problemer, som dog ikke overskyggede deres performance. Alle fire karakterer er gennemførte trods det karikerede, men det er også det, der er med til at bringe smilet frem på publikums læber. 

På scenen med den læbestiftsformede sofa i et kontorrum, bliver der flittigt langet ud efter mænd. Kritikken er velbegrundet med referencer til kvindedrab og emotinal labor, men stykket viser også et tydeligt paradoks i ønsket om følsomme mænd og fravalget af for følsomme mænd. 

Hvor første akt er en tydelig karikatur af de snævre kønsnormer, så venter man spændt i pausen på, hvad andet akts budskab bliver. For skal mænd blive mere som kvinder, eller kvinder mere som mænd? Og hvordan kan idealisme og feminisme vinde i et kapitalistisk og patriarkalsk samfund, hvor ClearFeel, ligesom alle andre virksomheder, bliver fristet af profit og magt. Andet akt giver ikke klare svar, men er en spændende samtalestarter, hvilket netop er det god kunst kan: At sætte spørgsmålstegn ved det allerede eksisterende.