On The Road

’On The Road’ bliver som film aldrig et velsmurt køretøj.

Skuespilpræstationerne er formidable. Men dramaturgisk set er filmatiseringen af Jack Kerouacs ikoniske bog af samme navn ganske enkelt rædselsfuld. Man skal virkelig kunne historien på rygraden for at forstå filmen.

Men især kvinderne (Kristen Stewart og Kirsten Dunst) vækker beat-poeternes kvinder til live med en galskab og kærlighed, som sjældent ses på film.

Som tilskuer tvivler man dog på, om instruktør Walter Salles (’Motorcykeldagbøgerne’) egentlig har forstået, hvad ’On The Road’ handler om. I hvert fald viser filmen på ingen måde, hvorfor bogen betød så massiv en omvæltning af så mange unge menneskers tankegang dengang.

I bogen kører fortælleren Sal Paradise og hans bedste ven Dean Moriarty de amerikanske veje flade for at finde noget ægte ved verden. Og det er noget af en kamp for Paradise, for Moriarty er en charmende rad, der suger folk (især kvinder) til sig.

Sådan er Moriarty (Garrett Hedlund) til dels også i filmen, men han er ikke nær så sindssyg som i bogen. Samtidig resignerer Paradise (Sam Riley), og fascineres fremfor at kæmpe imod sin ven. Derfor mister filmen den oplagte gnist.

Skuespillet trækker filmen op over middelmådig. Og så er der billederne. For instruktør Salles skaber landskaber, sexscener og druk- og dansesekvenser, som er en fryd for øjet. Her er al den vildskab, som historien mangler.

Filmen er flot, men desværre overskygger netop dette handlingen. For vi forstår ikke, hvorfor disse vilde unge mennesker vil køre USA tynd, hvorfor de vil ud på vejene.

’On The Road’ er en flot film med store præstationer, men den kommer aldrig til at handle om noget. Og det er mildest talt at negligere én af det 20. århundredes bedste bøger.