Stolthed og fordom

Forrygende, forførende, fjollet og fuld af forelskelse. Det klassiske kærlighedsdrama om at finde den rette er remixet med nutidens heftige kærlighedsjagt, og dilemmaerne - mellem stolthed og fordom - er de samme: For hvornår er det ægte forelskelse, ægte kærlighed? Og holder det for evigt?

Kærlighed er en rutsjebane - af følelser og lidenskab, der svinger krop og sind i alle (u)mulige retninger. Og man kan ligesågodt kaste sig ud i det. Som de gør her - med en kropslighed, der er helt fantastisk! Nogle forelsker sig hovedkulds, andre rykker med en fornemmelse for oprør, og nogen går med alt for meget fornuft, så det næsten går galt.

De har alle deres egne udgangspositioner med armpositurer, der signalerer en del af deres personlighed og der hvor de står stille og holder på formerne, selvom følelser og lidenskab buldrer inderst inde. Men heldigvis er der ganske tit bal, så de får lov at danse med lyst og temperament. Til de lette, minimalitiske toner af Viktor Dahl, der stilfærdigt ruller klaveret rundt på scenen, og indimellem tonemæssigt dikterer nogle karakterers bevægelser under samtale. 

Men den allermest geniale ide er netop den fysiske rutsjebane: En parkour- og skateragtig opbygning af platforme, kasser og ramper i gråtonet sildebensparket, hvor de løber, glider, kravler, hopper og vælter op og ned, så kroppen slippes fri, og tankerne måske ligeså. Det er sejt, spøjst og ultra-moderne tænkt af scenograf Laura Løwe og instruktør Anna Balslev, og koreografien af Sebastian Kloborg er legende og letsindig.

Alt er stilfuldt og flot afstemt mellem gammelt og nyt, visuelt som tekstligt og tematisk. Klasse, status, respekt og image var alt i 1800-tallet, når partneren skulle findes, men det har så sandelig fået revival i vor tid, så Balslev og co. giver den fuld gas på karakterskalaen. Med et forrygende ensemble af yngre skuespillere, som spiller røven ud af brokadebukser, tylkjoler og netstrømper - to af dem endda i dobbeltroller.

Mathilde Arcel Fock er skarp og overskudsagtig i front som Elizabeth, den klogeste af de tre Bennet-søstre, der søger ægtemænd. Lidt mere anonym er Jane, den kønneste, men i Nanna Skaarup Voss’ bly skikkelse blomstrer hun totalt i fjollet forelskelse. Allermest sprudlende er Freja Klint Sandberg som Lydia, den yngste der hellere vil kaldes den højeste, og hvis bramfrie humor smitter ligesåmeget som Frejas anden rolle forfærder: den onde tantes sydende magttrip. 

På herresiden er det Simon Kongsted, der brillerer med to bejlerroller af lettere dubiøs karakter, hvoraf den gramsende, tungeslaskende Mr. Collins giver flest grineflip. Mathias Bøgelund leverer herligt gummiansigt til den søde, kantede og superforelskede Mr. Bingley, der også manipuleres af vennen Mr. Darcy. Han er først arrogant og småvrissen, men siden måske den mest følsomme, og Ferdinand Falsen Hiis er eminent i de sitrende følelsesskift. 

Det er så spillevende, sprudlende og berusende at man kun kan forelske sig i denne moderne version af Jane Austens klassiker ’Stolthed og fordom’. Austen kan - for mig - være for møjsommelig og romantisk i sin tidlige feminisme, men tekstbearbejdelsen af Sonja Ferdinand og Anna Balslev trækker det lyriske flow frem.

Med så meget spræl og klædelig ironisk distance i fremførelsen, og hvor kropsligheden pumper teksten op til nutidig relevans, så man overvejer hvor fastlåste kønsrollerne stadig er. Mænd og kvinders stolthed og fordomme overfor hinanden, og hvor svært det kan være med ligeværdig samtale, inklusiv ligeret til at udtrykke de ægte følelser og meninger.