pixel

tick, tick… BOOM!

  • Malmö Stadsteater
  • premiere 23. februar 2024
  • 5.04

tick, tick... Boom

Fakta

MUSICAL

23. februar – 23. marts 2024

Malmö Stadsteater, Hippodromen

14.september - 30.november på Malmö Opera

Med rystende hænder deler Jonathan fotokopierede gør-det-selv-teaterprogrammer ud til publikum, der muntert småsnakker mens de finder sig til rette i salen. De lysegule fotokopier ligner en mellemting mellem de officielle amerikanske Playbill-programmer og en hjemmelavet flyer for en punkkoncert, og indrammer nænsomt den oplevelse der allerede inden lyset dæmpes og forestillingen formelt går i gang – er i gang.

Jonathan er spændt og nervøs, i dette meta-lag af en musicalbegyndelse, hvor han i en semi-selvbiografisk forestilling udkrænger sit hjerte om sine usikkerheder og de kår han lever og arbejder under, som håbefuld kunstner i slut-80ernes og start-90ernes New York. På den analoge evighedskalender viser datoen 11. april 1990, og på det transparente ark der ligger på den ene overheadprojektor står der ”tick, tick… BOOM! – Staged reading by Jonathan Larson 1990”.

Stykket ’tick, tick… BOOM!’ blev første gang fremført i netop 1990, som en rockmonolog fremført af Larson selv. Efter hans tragiske og tidlige død, kort inden premieren på hans hitmusical ’Rent’ i 1996, øgedes offentlighedens interesse for den afdøde kunstner, og hans tidligere værk blev genbesøgt. ’tick, tick… BOOM!’ blev omjusteret af den amerikanske dramatiker David Auburn til en opsætning der kunne bære den store scene, uden at drukne inderligheden og nærheden i den intime forestilling. 

Det biografiske kan ofte virke lidt overflødigt, men bevidstheden om Larsons tvetydige skæbne, med død og succes hånd i hånd, er allestedsværende i forestillingen, der nu opsættes i en svensk oversættelse på Malmö Stadsteaters smukke scene Hippodromen. Metronomen tikker utålmodigt i forventningens glæde og frygt, der intensiveres. Første titel på programbladet er ’Trettistrecket’ om trediveårskrisen og den eksistentielle tvivl der opstår når man indser, at man vist ikke helt har nået det man troede man skulle, og som samfundet forventede.

Alex Jubell spiller denne nervøst anlagte og dybt talentfulde Jonathan, der tæller dagene ned til hans fødselsdag, visningen på hans debutstykke og i en dyster profeti, døden. På de to overheadprojektorer skiftes krusedullerne, nodebladene og en masse andet hurtigt i den intime scenografi, som et billede på den rodede kreativitet der eksploderer indenbords. 

Projektoren har noget iboende selvdestruktivitet: Lukkes skærmen, lyser den intense stråle igennem linsen, ind i spejlet, og tilbage hvor den kommer fra, til den brænder sig selv op. Det kunstneriske team bag den minimalistiske og rå scenografi og opsætning har ramt ånden, tiden og stemningen lige i øjet, og underbygger denne formidabelt.

Apparaterne opereres af de to flankerende skuespillere der spiller personerne omkring Jonathan: Mercedesz Csampai som kæresten Susan, der i en anerkendelse af at hun faktisk ikke rigtigt er der i livet hun vil være, må forlade byen og Jonathan; og Erik Espinoza som vennen Michael der har solgt ud af de bohemiske værdier, og tilvalgt penthouselejlighed med køkken i rustfrit stål og et abonnement på den pulserende storbys kapitalisme.

Alle tre er fanget i et limbo om at gøre det rigtige, og prioritere tiden og energien mens de har den. Og selv når det - for de af os der ikke har svensk som modersmål - til tider kan være svært helt at følge med i den svenske oversættelses hurtige teksters detaljegrad, er man aldrig i tvivl om intentionen eller hvor vi er på vej hen. 

Dynamikken og samspillet mellem de tre skuespillere – og 4-mands orkestret der står med deres tunge instrumenter og 90er-fashion, uden at ligne en billig uærlig parodi, er helt i top. Både på det rent musikalske, der jo er i centrum i en rockmusical som denne, men også i det sammenvævende narrativ. De to dele kan umuligt adskilles i ’tick, tick… BOOM!’, der fremstår som et stærkt tømret helhedskunstværk, fremfor en perlerække af højtpolerede musicalnumre, med haltende intermezzi, der på en eller anden måde prøver at få det hele til at hænge sammen.

På samme måde er det svært at udvælge et specifikt øjeblik, hvor det hele særligt går op i en højere enhed. Eller en af de tretten sange, der handler om alt det hverdagsagtige fra søndagsbrunch, parterapi, en grøn kjole og idéudviklingsmøder på et kontor, til livets allerstørste spørgsmål. Det hænger sammen, og fuldender oplevelsen af at være kæmpende kunstner i New York 1990 – eller mere eksistentielt hvordan det egentligt er at være os, at være menneske.

Nænsomheden og ærligheden - der let kan gå tabt i en oversættelse, en posthum genopsætning og i den lange svære proces fra tegnebræt til den store produktion - gennemsyrer den aktuelle opsætning af ’tick, tick… BOOM!’ og løfter denne. Det er en påmindelse om at en musical kan være mere og andet end flamboyante millionopsætninger med pailletter, klappen i takt og en happy ending. 

Mest læste

seneste
scene

Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid
Matador
4.02

Falkonersalen

seneste
film

Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
Birthday Girl
4.02

Michael Noer
Jeanne du Barry
3

Maïwenn
Past Lives
4.02

Celine Song
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling