Unknown Identity

Når ’The Bourne Identity’ møder ’Frantic’ og dyrker coked, ubeskyttet sex i en multikoloreret karrusel, så kommer der en kulørt, lille, opmærksomhedssøgende bastard-unge ud af det. 'Unknown Identity' hedder den speedy, lille skrigeballon.

Liam Neeson spiller Martin Harris, en amerikansk videnskabsmand, der ankommer til Berlin med sin smukke kone (January Jones) for at tale ved en stor kongres. Vel ankommet til hotellet finder Harris ud af at han har glemt en mappe i lufthavnen og han skynder sig tilbage.

På vej til lufthavnen kører taxaen i floden Spree og Harris redder med nød og næppe livet takket være en kvindelig taxachauffør (Diane Kruger), som dog flygter inden politiet ankommer. Harris vågner efter fire dage i koma, blot for at finde ud af, at hans kone ikke genkender ham og at en anden mand (Aidan Quinn) ikke alene kalder sig Martin Harris, men også har overtaget hans liv. Og kone.

Og så kører karrusellen ellers. Neeson er, som næsten altid, en fornøjelse, og samspillet mellem ham og Diane Kruger i deres fælles jagt på sandheden gennem Berlin, med kuglerne piftende om ørerne, er intenst. Historien bliver ved at slå nye krøller og frem til filmens sidste tredjedel er man forvirret på et meget højt og underholdende plan.

Derefter går det dog drastisk ned ad bakke. Plottet er komplet absurd, usandsynligt og hamrende kulørt. Og jeg mener virkeligt kulørt. Man må i den forbindelse spørge sig selv om, hvor mange ubekendte en instruktør kan være bekendt at have i ligningen, hvis man samtidig forventer, at publikum ikke skal føle, at de har spildt deres tid.

I små biroller ses gode tyske skuespillere som Bruno Ganz (’Der Untergang’) og Sebastian Koch (’Das leben der anderen’), men det redder ikke karrusellen fra at tilte og efterlade én med indtrykket af, at den snurretur måske ikke var hele billetprisen værd.

Se den for den første gode time, Neeson og Kruger, eller det absurde plot, hvis man har den slags lyster.