Inglourious Basterds

Med undertitlen ”Der var engang i nazi-besatte Frankrig…” har Tarantino skam gjort det igen. I sin umiskendelige unikke stil pisket cool og kitsch op til berusende fyndig filmeskapisme.

Rammen er 2. Verdenskrig, men de episodiske spor udgør en fuldblodsfabel blandt andre tællende: En ung jødinde (Mélanie Laurent) under dække som parisisk biografejer. En tysk filmdiva (Diane Kruger) i engelsk agent-tjeneste. Føreren, Goebbels og gallapremieren på hans seneste propaganda-værk. Og så naturligvis The Basterds, en gruppe af jødisk-amerikanske skalpejægere (under ledelse af en urkomisk Brad Pitt), der spreder død og rædsel blandt nazisterne.

Sammenfletningen er uvant lineær for Tarantino, men forløses ellers med alle hans velkendte varemærker. Her er de lange drilske dialoger (ofte på fransk og tysk), et udsøgt udvalgt soundtrack (Bowie i 1944!), popkulturelle referencer (fyrrerfilmsnak som Chaplin vs. Linder) og eksplosioner af grotesk vold.

De mange rænkespil er skiftevis anspændte og hylende morsomme, og det østrigske fund Christoph Waltz er uforglemmelig uhyrlig som den muntert dæmoniske SS-oberst i hælene på helte og heltinder – strudel bliver aldrig det samme igen.