Gangster Squad

Alt og alle har et kendetegn, noget mindeværdigt. Nogle har bare mere end andre. I ’Gangster Squad’ er det Sean Penn.

Med gennemborende blik og sammensnerpet mule portrætterer Penn gangsterbossen Mickey Cohen – lige præcis på grænsen til karikatur. Sær, dæmonisk og på nippet til at eksplodere. Cohens kendetegn er, at han er tidligere bokser, men som introen viser, er han rykket videre til mere udpenslede drabeligheder.

Fremskridt kalder filmens Cohen det selv, når han og hans håndlangere pløjer gennem Los Angeles med geværsalver, bestikkelse og studehandler. Cohen må bekæmpes lige så brutalt, primært med kugler og krudt. Opgaven går til krigsveteran John O’Mara (Josh Brolin), som samler et hemmeligt outsiderhold, der kan opstøve og udradere alt fra vaskerier til kasinoer med Cohens mafiaaftryk på.

At de – og filmen – mangler en plan, er tydeligt fra første raid. Siden er de enten svineheldige eller uheldige. Hvilket ikke skaber særlig meget spænding. Selv overflødighedshornet af vold bliver man ganske kold overfor.

Smarte replikker og ironi flyder frit, men skaber også lige lovlig meget nonchalance i heltehistorierne. Det er svært at tage det seriøst, når Penn siger: ”You know the drill”, og boret hives frem til endnu en likvidering. Og der derefter klippes til grillfest.

En vis stilforvirring er uundgåelig, når der refereres til genrer som gangster, western, kup, krig og film noir. Til gengæld er alt ultra-stilfuldt.

Glansfuldt som en klassisk periodefilm med respekt for 50’ernes fest og farver. Men lige meget hvor labert det er at se et enormt juletræ med pynt splintres i slowmotion, så er indtrykket i sidste ende lidt tomt.

De mange udmærkede skuespillere gør ellers gode figurer med hver deres særtræk, selvom filmen i sig selv mangler lidt. Ryan Gosling er udsøgt som charlatan med hjerte, og Robert Patricks westernmanerer leverer de bedste grin.

Vældigt ordinær og overfladisk, men pænt underholdende for genrefans.