Kød & blod

Morgenbordet er tæt dækket med det der burde levere dansk hygge, men pulsen dunker, blikkene flakker og samtalen er kantet. Familiedynamikken er helt tydeligt mere kød og blod end sjæl og følelse. 

For bordenden sidder matriarken Bodil (Sidse Babett Knudsen) og inkasserer kys og kram, inden hun sender de voksne sønner på job. Ågerjobs hvor de tit skal bruge trusler og/eller vold, der underspilles i en grad, så man – ikke mindst i snakken om hvorvidt de er hårde nok – mærker det konstante psykiske pres. 

Jeanette Nordahls spillefilmsdebut har antydninger af gangsterdrama, hvilket er ret unikt i dansk regi, og særligt med en kvindeboss. Solidt plantet i den danske provinsmuld, hvis sociale arv, de unge ubesindigt forsøger at overdøve med druk, stoffer og klammeri, primært på familiens egen natklub, hvor dansen ofte ligner en boksekamp med dem selv. Det er familiedynamik og -dysfunktion sat på spidsen, og især interessant i familiemagtstrukturen samt kampen for at beskytte eget individ mod den.

En forceret ro – også i kraft af lydsiden med minimal musik, men en gennemgående foruroligende baslyd – og kølig distance dominerer ’Kød & blod’. Primært gennem hovedpersonen Ida (Sandra Guldberg Kampp), som bliver placeret hos sin mosters familie, efter morens død. Hurtigt erfarer hun hvorfor de ikke havde kontakt, og hun vakler i sin tilpasning. Gennem Idas usikkerhed mærkes det kriminelle klimaks optimalt, og i det efterfølgende dilemma, hvor magtbalancen skælver, kryber den uro og utryghed, Bodil udvirker, seriøst ind under huden. 

Sidse Babett Knudsen er eminent som den råsminkede, oversmykkede matriark, der manipulerer med kærlighed og klaps. De tre sønner er muligvis klassiske karakterer, men de har præcis nok kant og afvigelse. Først Joachim Fjelstrup som den ældste, hvis overlegne mandighed dirrer af nervøs energi og pågåenhed. Rørende og endnu mere skælvende er Elliott Crosset Hove som den hjemvendte søn, hvis gravide kæreste udfordrer alle, især matriarken. Og det nye talent Besir Zeciri som den yngste er uspoleret charme og kropslighed i spil, sport og seksualitet. 

Familien kommer naturligvis først, ligesom hierarkiet styrer, man skal makke ret, rette ind, yde respekt og blive i familien. Meget føles realistisk og plausibelt, men man mangler alligevel lidt baggrund. Drengene virker meget forskellige, både i udseende og væremåde, så de har højst sandsynligt forskellige fædre, og hvor er de i denne historie? Særligt når den mellemste søn reagerer som han gør, bliver man nysgerrig på deres opvækst. For slutningen er temmelig vild, og med nyt kød og blod, der gør alt endnu mere ubærligt.