Father Mother Sister Brother

Kan man skåle uden alkohol? Historisk involverer det alkohol, og traditionelt handler det om fællesskab, men moderne etikette byder ofte til andre værdier. 

Den slags tematisering er ganske typisk i Jim Jarmuschs filmunivers, og kan meget vel bruges som en spejling af filmens egentlige temaer. Ligesom hvorvidt et Rolex er ægte eller ej, og hvorfor det er vigtigt. Her i triptykonet ’Father Mother Sister Brother’ handler det om familierelationer, primært mellem forældre og deres voksne børn. 

Jarmusch har altid været eminent til at fortælle i stemninger og han har skabt underspillede mesterværker i en helt særlig stil af minimalt plotdrama båret af sindige karakterskildringer. Her er ikke store handlinger, konfrontationer eller løsninger, bare hints til eftertanke og opfordring. For hvor godt kender man egentlig sin familie, hvis man ikke har fortsat med at dele oplevelser? Hvis alt bare går op i klicheer om at ville please eller give indtryk af at alt er godt og lykkeligt.

På den amerikanske landevej er Jeff (Adam Driver) og Emily (Mayim Bialik) oprigtige i deres snak om faren, som de ikke synes knyttet til, udover difuse anmodninger om økonomisk støtte. Men hos faren (Tom Waits) forstummer alt i misforståede hensyn, hvor hverken skrantende helbred eller dyrt design omtales. 

Helt åbenlys er arrogance og status derimod hos den engelske bestseller-mor (Charlotte Rampling), der får besøg af sine to meget forskellige døtre Timothea (Cate Blanchett) og Lilith (Vicky Krieps) i Dublin. Det imponerende klassiske tebord med fingersandwiches og konditorkager sætter tonen for småborgerlig søsterrivalisering efterfulgt af lammende tavshed.

Mere befriende og levende bliver det i Paris, hvor de unge tvillinger Skye (Indya Moore) og Billy (Luka Sabbat) mødes en sidste gang i forældrenes tomme lejlighed. Det uvisse her er det flystyrt der dræbte dem og nogle ubetalte regninger - men der er en kassefuld af minder som de kan nyde og tale opløftet om. 

De to første episoder er et sted mellem helt genkendeligt og ganske kunstnerisk udpenslet, men den sidste fortælling bløder alt op og giver positive vibes og opmuntring. Jarmusch er - bag samfundskritikken og den sorte humor - en drømmer, der tror på heling og alternativer. En positiv sjæl med en poetisk kerne.

Men ’Father Mother Sister Brother’ er noget forsimplet og lidt for ambivalent med følelserne. Fine billeder, god musik og kærlig vibe gennem frustration, skuffelse og sorg. For familie vælger man ikke, men kærligheden burde alligevel kunne holde. Trods små, hvide løgne, ægte Rolex’er eller ej. Og man kan sagtens skåle i vand, te, sodavand osv. -  når man bare er enige om formålet, ærlige om intensionerne og åbne for forskelligheder.